Ytringsfriheden koster åbenbart hjerneceller

I dag tweetede Københavns Politi:

Ytringsfriheden koster en million kroner for Fyns Politi

Ja, den pokkers ytringsfrihed. Den er bare så skideubelejlig. Den kommer bare i vejen, når folk gerne vil sige deres mening. Det hele ville bare være lettere hvis folk lærte at lukke røven.

Manchetten på den linkede artikel ytrer også:

Selv om ytringsfrihed ikke kan købes, er det Fyns Politi, der betaler prisen...

Nu er vi nærmest kede af, at vi ikke bor i Nordkorea?

Er det ikke ironisk, at det er sådan en fantastisk belastning for den danske ordensmagt at skulle sikre folks ve og vel, når de udtaler sig om det, de har lyst til?

Måske skulle de bruge mindre tid på at trampe på andres rettigheder ved konstante visitationer og arrestationer af folk, der ryger en uskyldig fed, eller folk, der forbarmer sig til at vise de selvfede møgunger på Christiansborg, at de er utilfredse, ved at afholde en fredelig skiltedemonstration?

Jeg ved godt, politiet bare er politikernes skødehunde, der gør, hvad de får besked på. Jovist, nogle træder ved siden af og vover at stritte imod overmagtsmandaterne, men den slags bliver hurtigt fejet ind under gulvtæppet.

Så jeg forstår godt hvor svært det kan være at være i besiddelse af selvstændig tankevirksomhed og en uniform på én og samme tid.

Men prøv ikke at komme her og få det til at lyde som om, at vores basale menneskerettigheder er en belastning for jer. Så kan I edderrendsparkme finde jer et andet erhverv. Måske som bodyguards eller dørmænd på diskoteker? Der er, så vidt jeg er orienteret, også rig mulighed for at spille med musklerne.

Reklamer

Alt kan løses med en kommission

Det giver snart ikke mening at skrive “sæson for stupid” mere, for med de rette briller på foregår der kun dumme ting omkring mig.  Måske skulle jeg pudse brillerne. Eller lade være med at læse aviser.  Men det ville bare give tumperne frit spil til at overrende alt og gøre dagligdagen endnu mere nederen.

Heldigvis bliver de, altså tumperne, nogle gange fanget i deres eget bureaukratiske, snæversynede edderkoppespind.  For eksempel kunne vi for lidt over et år siden læse, at SF gerne vil nedsætte en kommission for at belyse “problemerne med hash.”

Nu, et år senere, er samme parti ude med samme melding (i samme avis, endda).

Kommissioner løser tilsyneladende alt.

Jeg er heller ikke helt sikker på hvilke problemer, de gerne vil have løst.  Nogle kloge mennesker snakker om afkriminalisering af stoffet; nogle opponerende tåber bræger om sundhedsfarer og skadelige virkninger, de ikke har nogle beviser for, andet end skræmmehistorier fra arnestuerne.  Hey, så er vi vist tilbage til hvor vi startede … for 40 år siden, da lortet blev forbudt fordi det truede indtægterne på legale rusmidler.

Hele misæren er vist blevet bragt på banen igen fordi Sundhedsstyrelsen ikke vil føre skræmmekampagner mod hash i lignende stil som de gør mod cigaretter.  Fordi anti-cigaret-kampagner virker jo også så pisseeffektivt.

Hvorfor lugter hele dette clusterfuck af at et hold politikere gerne vil give indtrykket af, at de gør noget på sundhedsområdet uden at de behøver at fremvise egentlige resultater?  Kan timingen mistænkeliggøres ved oplysningen om, at der er kommunalvalg om en lille måneds tid?  Nej, det ville jo være helt tåbeligt at tænke i de baner.  Selvfølgelig har politikerne vores helbred og livskvalitet for øje; ikke deres egen taburet.  Så er selv tåbelige evighedsprojekter som bekæmpelse af hash, bekæmpelse af alkoholindtagelse hos unge og bekæmpelse af andre kulturelle dræbersnegle beundringsværdige og vi burde alle være glade for, at der bliver brugt værdifuld tid på Christiansborg og i kommunerne på at drøfte dette i stedet for noget vigtigt – som f.eks. hvorfor der stadig er fem store efterretningstjenester, der spionerer med på hver eneste prut, vi slår på nettet.  Det er nok ikke lige så vigtigt.

Nå, men det er da godt, at vi ikke har flyttet os et hak siden Bing Crosby havde top 10 hits.  Tak for det.  Held og lykke med kommissionen, drenge!  Det gik jo skidegodt sidste år.

Sæson for Stupid: And we’ve only just begun …

Det er tilsyneladende ret let at få avisspalteplads her til lands nu om dage: man skal bare ytre sig så gennemhullet idiotisk som muligt.  For hvis der er noget, vi danskere fryder os over, så er det muligheden for at pege fingre ad nogen og hånligt klukke, “Godt, det ikke er os!”  Hvilket for det første er dybt ironisk, for hver gang I ser en ung mor gebærde sig som sit eget hjernedøde afkom, så er det jo os.  Og for det andet forklarer det måske, hvorfor D.U.M. (De Unge Mødre), samt alle dens mere og mere hovedrystende stupide slægtninge (seneste skud på stammen er at følge C-list kendisser i hoved og røv, mens de fortæller om hvor “hårdt”, de har det) overhovedet er blevet så populært.

Men lad os da ikke spilde tiden — lad os komme til fadet! Til sagen! Til godisen! Til den cremede, stupide godbid i midten af en efterhånden temmeligt ildelugtende dansk lortesandwich.

Step one: Røde Kors mener, at computerspil skal overholde Geneve-konventionen.  Tillykke, Røde Kors.  Værsgod at skyde jer selv i hovedet ovenpå den latterligt stupide bemærkning, der ikke formår andet end at øjensynliggøre hvor absolut lidt, I ved om computere eller computerspil overhovedet — og da slet ikke de mennesker, der spiller dem.

Step two: Lars Hedegaard, formanden for det dybt ironisk navngivne idiot-kartel Trykkefrihedsselskabet, er ude med riven, fordi han netop nu har opdaget, at Simon Kvamm engang har skrevet en sang, der hedder Superliga.  Simon har på det seneste skrevet Lars’ navn ind i sangens i forvejen totalt meningsløse tekst, hvilket gnubber Lars på den helt forkerte måde.  Lars formår gennem et åbent brev til Simon at fremstå som en gammel nar, der sidder og keder sig på plejehjemmet og savner noget at brokke sig over, mens Simons genmæle (publiceret i dag) fremstår som … ja, hvem ved hvad fanden der foregår i hovedet på den mand.  Det er svært at tromme entusiasme op, når begge er så kodylt irrelevante.

Afbildet: en mand med jord i hovedet.

Afbildet: en mand med jord i hovedet.

Step three: Det er umuligt at linke til beviser for step two, idet Berlingske i deres visdom har lukket alle deres artikler ind bag en betalingsvæg — på trods af, at de sagde, at “det ville aaaaaldrig komme til at ske i Danmark” tilbage i 2010.  Så var der sandsynligvis nogen, der kom til at vifte enten et skrantende regnskab eller en fyreseddel under næsen på Lisbeth Knudsen og, lo and behold, i dag skal vi endda have fornøjelsen at betale for at læse skvadderjournalistik, der prioriterer historier som ovenstående højere end noget, der rent faktisk har relevans eller betydning.

Jeg håber, alle de håbefulde idealister på journalisthøjskolen sidder og græmmer sig lige nu.  Hvis de derimod har julelys i øjnene over fremtidens muligheder for at lægge deres egen klat i den journalistiske gylletank, så håber jeg, de kører galt på vejen hjem fra dagens forelæsninger.

Digital vold er totalt det samme som ægte vold!

… hvis man altså tror på alt, hvad der står i dagspressen.

Hvis man derimod var så heldig at være født med kritisk sans, eller hvis man bare har været i nærheden af et computerspil indenfor de sidste 20 år, så ville man vide, at den her trætte suppekogning på “voldelige computerspil” og deres påståede forbindelse til den slags rablende idioti, der får nogle mennesker til at gå amok med virkelige skydevåben, er helt og aldeles hul i hovedet.

Jeg taler selvfølgelig om al det åndssvage palaver, der er kommet ud af, at Rockstar Games for nylig har udgivet endnu et skud på stammen i hvad sensationalistpressen kalder “mord-og-død-simulatorer”, Grand Theft Auto 5.  Jeg kunne ikke være mere larmende ligeglad med GTA5 hvis jeg prøvede, men jeg har til gengæld et ordentligt horn i siden på vatnisser, der udtaler sig håbløst om ting, de ikke har det fjerneste forstand på.

Hvis en person sætter sig ind i en bil og beslutter sig for at kværne hen over et to meter højt hegn og derefter pløje en hel skolegård ned, er det så bilens skyld?  Bilfabrikanten, måske?  Eller reklamen, der viste bilen køre stærkt?  Eller er det børnenes skyld, fordi de kom i vejen for bilen?  Eller skolens, fordi de kunne da have sat et stærkere hegn op?

Hold nu op med at pege fingre af ting, der afskriver jeres eget ansvar som opdragende forældre.  For jeg er helt og aldeles hundrede på, at de mennesker, der sætter sig ned og skriver disse idiotiske udtalelser, falder squarely ned i “bekymret forælder” kategorien.  Og hvis der er noget, jeg ikke kan snuppe, så er det “bekymrede forældre,” der taler ud ad røven.  For the children.

Jeg elsker hyper-voldelige spil; det skal ikke være nogen hemmelighed.  Men hverken CarmageddonPostal II eller sågar über-kongen over forældre-pis-kogning Doom kunne få mig til at samle et ægte gevær op og gå ud og male byen rød.

Det er kun syge mennesker, der gør den slags.  Og her mener jeg ikke “årh, for sygt, mand”; jeg mener decideret “galoperende syg i skallen” syg. Der er rigeligt med diagnoser på skizofreni, manisk depression og andre mentale lidelser, der kan forklare hændelser som Washington-skyderiet.

Det kan voldelige computerspil ikke.  Fat det så, for fanden.

Stop det pis.

Bedre kan det ikke siges.

Danmark som overherrernes dørmåtte

Det er i dén grad blevet Sæson For Stupid igen, for hold da helt kæft. Jeg troede ikke, det kunne stå slemt til.

Nu har hele to prominente danske politikere været ude og forsvare, at USAs NSA og de andre fire store spionorganisationer har nallerne dybt nede i alles sager. Og hvis du ikke selv kan se, hvor fucking åndssvagt og krænkende, det er — eller hvis du bare ikke aner, hvad der foregår — så læs lige Poul-Henning Kamps overskuelige opsummering. I’ll wait here.

Godt, nu vi alle er med, så kan vi skrue op for blusset.

image

"Duuuuuuhhhhh ... overvågning. Godt?"

For det første har Trine Bramsen været ude og fremlægge den uhørt stupide påstand, at overvågning skaber tryghed. Men Trine er ikke just hvad man ville kalde en troværdig eller indsigtsfuld politiker i forvejen; nærmere et vrængende tågehorn, der langer ud når der er noget, hun ikke forstår. Så hende behøver vi ikke at spilde så meget krudt på. Hun er bare kategorisk dum.

Næ, det virkeligt skræmmende kommer fra denne afdeling:

image

"Overvågning er godt. Anti-terror er godt. Selvstændig tankevirksomhed er skidt."

Vores egen fucking statsminister er ude og forsvare dette absurde voldsindgreb på vores allesammens privatliv og frihed. Vores statsminister. I er godt klar over hvor tilbagestående og ignorante, det får os til at se ud på globalt plan, ikke?

Nej, åbenbart ikke. For i Helles og Trines øjne er det jo en nødvendighed for at kunne bekæmpe terror. I ved, den der udefinerbare bussemand, som er værd at ophæve alle vores friheder for.

Fordi vi ville jo aldrig fange en prut i et glas vand eller forhindre så meget som en lynkineser i at eksplodere på en villavej, hvis vi ikke havde de fem store, hemmelige spion-efterretningstjenester hængende konstant over vores skuldre. Vi er jo alle sammen skyldige til andet er bevist.

Ved du hvad, Helle? Fuck dig. Fuck dig og alt hvad du nogensinde har sagt. Jeg kan ikke stole på nogen, der ikke engang tror på basale menneskerettigheder. Jeg kan da slet ikke tage en såkaldt humanitær politiker, der ikke giver en skid for humanitære frihedsprincipper, seriøst overhovedet. Du har tabt. Kategorisk og endegyldigt. Du er en dukke; en marionet; en fucking kølerfigur, der spreder galde og elendighed. Du er frihedens fjende nu.

Fuck Helle og fuck alle jer, der overhovedet har tænkt tanken om, at dette verdensomspændende løgn-komplot og overgreb på alle verdens borgere nogensinde var en god idé. Det må fandme være svært at trække vejret når I har frygtens stive pik så langt nede i halsen.

Min tegneserie er dømt til at have en stupid url

Spørg mig ikke hvorfor jeg går så højt op i det her. Nå jo, det ved jeg faktisk godt: it’s my job. Men også en hobby. Og også en besættelse. Fuck it; det er ikke det, der er vigtigt her.

Jeg er her for at rapportere en bug, om jeg må — og Facebook er tilsyneladende ikke selv så larmende interesserede i at gøre noget ved det, eller overhovedet bekræfte, at de har modtaget min bug report. Jeg ville ellers selv mene, at den var ret vigtig. Ikke nødvendigvis for mig, lige i dette tilfælde, bevares. Men med alle de Facebook-logoer, vi ser i tv-reklamer nutildags, og med den viden, at Facebooks indtjening mere eller mindre afhænger af, at virksomheder gider bruge deres Pages-system, så skulle man da tro, at de ville have en passerende interesse i det her.

Anyway. Det handler om at lave en Facebook Page custom url. Det kaldes et “username” i Facebook-sprog og for alle andre, almindeligt dødelige internet-brugere kunne man passende kalde det en “pæn url.”

Når man laver en Facebook-page, får den nemlig en ubehjælpeligt kringlet url. F.eks.:

https://www.facebook.com/pages/TV-Sucks-The-Comic-Strip/670446862985036

Held og lykke med at læse dén op i telefonen.

Heldigvis kan man gå ind i sin Pages indstillinger og gøre noget ved det, så man f.eks. kunne få url’en til at hedde:

http://facebook.com/tvsuckscomic

Det er i hvert fald hvad jeg gerne vil gøre.

Dette er så hvad der sker, når jeg prøver: Først går vi ind i indstillingerne …

FB indstillinger for username

… og vælger, at ja, gudhjælpme, vi vil gerne lave et username, med forlov, hvis det ikke er for meget at bede om:

Lav et username, ja tak

Herefter spørger Facebook hvad man havde tænkt sig, at ens side skulle hedde. Her kan man indtaste hvad som helst, hvorefter Facebook checker, om navnet findes i forvejen. Hvis det gør, får man lov at prøve igen. Hvis det ikke gør, så får man lov at sætte sin url til det, man har valgt.

Her skriver jeg f.eks. “tvsucks”, fordi hey, den er garanteret taget, men jeg vil gerne vide det med sikkerhed inden jeg pløjer løs med variationer som “tvsuckscomic,” “tvcomic” eller “tvsucksthecomicandyouloveitbitches”:

Skriver mit username...

Hvorefter Facebook skider sig selv i hovedet og ud den anden vej vælter følgende intetsigende skærmbillede:

Okay. Now what?

Okay. Now what?

Hvad skal det forestille? Hvad er det, de prøver at fortælle mig? Hvad gør “Confirm” knappen? Så vidt, jeg kan se, er svaret på alle tre spørgsmål: “Ingenting.”

Jeg kan hamre nok så mange gange på “Confirm”, men der sker ikke en hvede. Jeg kan trykke “Cancel” og skrive en anden url ind i tekstfeltet. Men ligegyldigt hvad jeg skriver, så får jeg den blanke boks med “Confirm” knappen frem.

Jeg har meldt denne fejl til Facebook to gange – både via mobil (fra min Pages Manager app) og fra deres hjemmeside. Jeg skal i øvrigt hilse at sige, at det ikke er SUPER-nemt at finde ud af, hvor Facebook gerne vil have deres bug reports sendt hen. Men jeg fandt det rigtige sted — tror jeg i hvert fald, for jeg har stadig ikke fået noget svar.

Så måske er Facebooks indtjeningskilde ikke så vigtig for dem alligevel? Eller også er det fordi, at min tegneserie er kategoriseret under “just for fun”, hvilket betyder 1) at jeg skal have 25 likes før jeg overhovedet må få ovenstående url (erhvervs-pages må få url’en fra starten af), og 2) at jeg sandsynligvis ikke har tænkt mig at betale for nogle annoncer eller boosts eller hvad de ellers prøver at få mig til.

Så er det måske frem med QR-koderne i stedet. Hvis I vil læse min tegneserie hurtigt og ikke gider at søge efter den på Facebook (deres Open Graph-søgning kan i øvrigt også rende mig et vist sted), så brug følgende kode til at komme hurtigt og frækt derind — med det vuns:

TV Sucks - The QR Code

En gratis idé til Sunset Boulevard

Jeg indrømmer gerne, at jeg er forfalden til fast-food i ny og næ. Hvem er ikke det? Hellige typer, der tæller fiber i deres afføring; that’s who. Min yndlings-last er nok Sunset Boulevard — jep, sandwich-biksen med det forvirrende, californisk-ringende navn — selv om de gør deres bedste for drive mig væk som kunde.

Sunset på Ro's Torv

Til at starte med var Sunset en hel oplevelse. Det blev et verbum i vor husholdning; “at Sunset,” ensbetydende med, “lad os tage ud på Ro’s Torv og koste rundt med sandwicharkitekten.” Man fik lov til at gå op til kassen, bestille en menu bestående af en hypotetisk sandwich, en gang fritter med mærkværdigt grønt krymmel på og en pulver-Pepsi. Sandwichen var hypotetisk, fordi den endnu kun eksisterede i din hjerne. Efter bestillingen trådte du nemlig op til godteskranken og fik lov til at bosse rundt med den bebumsede stakkel bag disken, der sukkende besteg endnu et Sisyphos-bjerg mens man bjæffede ordrer ad ham så som, “Lidt mere peber; den kan godt trække lidt mere.”

Når man så fik sin helt egen sandwich, fik man lov at spise den ved borde, der var så små og så pangfarvede, at man kunne mistænke Tim Burton for at stå bag indretningen.

Så gik det galt. Først pumpede de deres færdigtilberedte varme sandwiches op og introducerede en færdiglavet burger i tre varianter, som, bevares, er nogle gode burgere, men desværre indså de, at de kunne da bare lave samme trick med deres kolde sandwiches. Du kan stadig gå op til disken og bede om at få lavet din egen hapser, men der er ingen oversigt over hvad de har. Nu er det en slags insider-hemmelighed, at man har den mulighed. Når man kigger op på tavlen, er der bare mærkværdige kombinationer med uinspirerende navne, der indeholder ulækre ting som soltørrede tomater og tunmousse.

Der plejede dog at være et stykke papir på disken, der remsede op hvad man kunne få, hvis man turde begive sig ud i noget så kreativt som selv at bestemme hvad man ville skovle i gabet. De dage er nu forbi. Jeg fik en sandwich i dag. Staklen bag disken var nødt til at læse mine valgmuligheder op, én efter én, fra skærmen. Ingen sedler. Og nu får du ikke lov til at stå og glo dem over skulderen mens de slasker dit snask ovenpå brødet; nu får du bare et nummer og får at vide — via en skærm — hvornår der er æde.

Sunset, I gør jer selv en kæmpe bjørnetjeneste her. I har taget oplevelsen væk. Hvis I syntes, den var for besværlig, så gør den dog lettere. Her er en gratis idé:

Lav en app. En app, der har snablen direkte nede i kasseapparatet på brugerens foretrukne Sunset-affiliat. Gør det sådan, at jeg kan lægge en bestilling på en halv hapser med sprødt brød, død høne, bacon, salatmix, en snittet gulerod for den 70’er charme, og nok salatmayonnaise som dressing til at jeg skal bruge paramedicinsk assistance for at komme ud af min stol igen. Kryds af på listen, affyr bestilling, affiliaten modtager — en besked popper op, hvor der står, “Din sandwich er klar om 10 minutter. Vær her, ellers æder vi den selv.” (Hvilket kunne være ekstra skægt, hvis man var til practical jokes.)

Just-eat.dk har knækket den kode. Det kan I fandme også. Hvis man endda kunne betale med kreditkort mens man bestilte, så ville det være nice-to-have. Og eftersom det er en app, så ligger den hele tiden på brugerens telefon og nager vedkommende til at skovle en sandwich oftere. Jeg lugter, ud over gummi-bacon, en win-win situation.

Den er gratis, folkens. Jeg siger det fordi jeg elsker jer. Well, jeg kan i hvert fald godt lide jer. Jeg kunne, i hvert fald. Stram lige op, ikke?