Eksperimentet

Hurra for familien! Trefoldigt leve og al tænkelig kærlighed, for ikke at nævne tak! Lejligheden er så godt som sikret, syv ni tretten, og det uden at skulle på knæ for en bankrådgiver hvis primære bekymring ikke er hvordan han bedst muligt kan tjene sin forretnings livsblod (nemlig kunderne), men i stedet hvordan han bedst kan krybe sig udenom sparekniven fordi hans kolleger troede “værdipapirer” betød præcis hvad ordet lød som. Nej, jeg har ikke en skid sympati for de grådige røvhuller hvis skyld hele denne idiotiske finanskrise er, og hvis hoveder vi alle burde kappe af og stikke på pæle til skræk og advarsel for den næste slipsebærende kloakrotte, der tror, at “regeringens hjælpepakke” betyder “større fratrædelsespakke til mig.”

Aaaanyway! Det ser ud som om, at den lille familie – dvs. den evigt nuttede frue og jeg selv – flytter til Roskilde centrum, små 300 meter fra stationen, i løbet af oktober måned! Det er omtrent der, jeg går og bider negle mens jeg venter på at få udtalelsen fra mit speciale tilbage, så det er jo pænt godt timet.

Alt sammen takket være fordi vi har rare forældre og storebrødre. Må de leve evigt i lykke!

I går var der iøvrigt Talent 2009 på DR, så det betød, at jeg sad så langt fra tv-skærmen som overhovedet muligt og prøvede at drukne lyden af talentløse aber ved at lave sådan noget her:

Jeg overvejer at få Rotten til at brøle henover det, og kalde projektet for Blindt Raseri. Det er en tanke, jeg har gået med længe, og nu prøvede jeg for første gang at iværksætte projektet i går: det viste sig at være overraskende let! Ovenstående blev lavet – uden forhåndsplanlægning – på lidt over en time, fra tanken “nu skal jeg da lave et stykke musik mens DR voldtager min kones intelligens” til “nu er jeg færdig”.

Her til morgen gennemførte jeg The Simpsons Game til Wii. Jeg har snakket om det før, så jeg vil ikke sige så meget, andet end at det var forfriskende at se et videospil være så bevidst om dets egne fejl og mangler, for ikke at nævne endeløse klichéer.

Jeg fik også Destroy All Humans: Big Willie Rising af min moar, og det spillede jeg et par baner af. Har aldrig spillet nogle af de foregående, men humoren er dejlig forfriskende – som en Invader Zim i 70′erne – og selv om jeg lige skal vænne mig til kontrollen, så er den ved første øjekast meget lettere at styre end Simpsons.

En ting, jeg dog ikke kan lide ved det er, at de fleste af baner ser ud til at køre på tid, og jeg hader den slags unødvendige stressmomenter. Men på den anden side, alle Wii-spil kører jo på tid. Mere præcist, den batteri-tid, der er tilbage i ens Wii-mote. Hø-hø-hø…suk. I made myself sad.