Peter Belli

Personen, der havde åbnet døren, har ikke noget navn, men lad os bare kalde ham Peter Belli. Det vigtige er, at han har en laboratoriejakke på. En af den slags, der får ham til at ligne en statist i en sci-fi film fra 1920′erne, eller måske Christopher Lee i Gremlins 2. Wow, det blev noget af et sidespring. Anyway, han har laboratoriejakke på, vi kalder ham Peter Belli, og han er lige gået ind i det støvede lagerrum.

Med sig har han en følgesvend: en decideret lavere, mere nervøst-udseende fister, omkring 20 år yngre end Belli, også udklædt i 1920′ernes foretrukne videnskabsklæder med et evigt nysgerrigt blik og et acne-problem, der lige akkurat ikke kan tøjles. Ham kalder vi bare Fister.

“Jeg vidste slet ikke, nogen havde koden til det lagerrum her,” siger Fister unødvendigt mens de to bevæger sig ind i håndklæde-duften. “Tænk at De var en af de originale forskere på projektet.”

Fister kigger beundrende op på Peter Belli og skal til at sige mere, men Peter Belli kigger ikke på ham. Han er allerede henne ved tanken.

Tanken er på størrelse med et af de akvarier, man ser hos rige yuppier i film fra 80′erne. Der er bare ikke vand i. I stedet hænger der en blå kugle midt i akvariet, der langsomt drejer rundt. Ovenpå tanken står en arkitektlampe, der lyser ned på kuglen.

Bare mørkere, og med mere håndklædelugt.

Fister har fundet nogle papirer frem og læser op. “‘Projektet ønsker at afklare den biologiske udvikling i miniaturestørrelse i et kontrolleret, upåvirket miljø.’ Så det er en biologisk myretue?”

Peter Belli fnyser. “Ja, det var et godt udgangspunkt. Vi havde store forhåbninger.” Han knæler ved siden af tanken og kigger på den lille, blå kugle, der stadig drejer stille rundt. “Men vi var grønne og unge.”

“Hvad skete der?” spørger Fister, og udløser endnu et opgivende suk fra Peter Belli.

“Der var en milliard beregninger at foretage, og vi brugte flere måneder på de indledende faser. Men, som vi også fik at vide til vores forsvar, så havde vi alt for store ambitioner. Vi kunne ikke forudse alle de mulige permutationer, den biologiske opstartskode kunne producere på længere sigt.”

Fister bladrer videre. “Det var ellers et revolutionerende projekt,” måber han med oprigtig ærefrygt. “I fandt en måde at kommunikere med enkelte biologiske individer i myretuen.”

Fister når knap at gøre sætningen færdig før Peter Belli fnyser hånligt. “Ja, det skulle vi aldrig have gjort!” nærmest griner han. “Hvis vi skulle have opnået noget konstruktivt med eksperimentet skulle vi bare have ladet den del helt være.”

“Hvorfor det?” spørger Fister. “Det virker da ellers som den mest interessante del af projektet! Iværksætte en myretue, og derefter indsamle kvalitativ data fra selve deltagerne.”

“Problemet var, at det påvirkede eksperimentet,” forklarer Peter Belli tålmodigt. “Hver gang, vi kommunikerede med et individ og satte det tilbage i biosfæren, udløste det altid en voldsom kædereaktion. Den biologiske udvikling gik i vanvittige retninger, vi ikke kunne have forudset. Det stred fuldstændig imod projektets udgangspunkt og problemformulering.”

Fister bladrer tilbage til begyndelsen af den 20 år gamle rapport. “Problemformuleringen … Ah, ja. ‘Hvordan vil biologisk liv udvikle sig på kort sigt i kontrollerede omgivelser, når—”

Peter Belli afbryder. “Ja, ‘kontrollerede omgivelser.’ Vi skulle aldrig have sat dem tilbage igen. Ramses, Jesus, Gadhaffi, Fred Phelps … De ødelagde hele lortet for os.”

"Nej, for helvede. Jeg hedder ikke 'Gud.' Hold så op."

Han vender sig om og sukker dybt, som om hans sidste forsvar er blevet nedbrudt. Han begynder at forklare: “Til at starte med observerede vi bare udviklingen på afstand. Men da vi så, at de biologiske mutationer havde udviklet kognitive evner på egen hånd, troede vi, at vi kunne begynde at indsamle data til konklusionerne. Vi begyndte at ekstrahere biologiske individer fra sfæren og forklare dem, hvad projektet gik ud på og hvem vi var.”

Fister ser stadig spørgende ud. Peter Belli læner sig ind over ham, som om han er ved at forklare et svært retarderet barn hvorfor det ikke må stikke våde fingre i en stikkontakt.

“Det var en voldsomt traumatisk oplevelse,” siger Peter Belli i en lavmælt, voksen tone. “De kunne ikke kapere det. Omfanget; størrelsen; virkeligheden udenfor sfæren. Det stred imod alt hvad de selv havde regnet ud, uden vores indblanding. Når de vendte tilbage prøvede de at vende op og ned på det hele, men deres forklaringer …” Peter Belli vender øjnene mod himlen. “Hold kæft, mand. De fleste af dem blev despotiske; sindssyge. Påstod, at Gud talte gennem dem. Startede kulte; religioner … religionskrige. Det var en kæmpe fiasko.”

“Hvad så? Hvorfor kører projektet så videre i dette mørke, ildelugtende rum?”

“Vi ramte et … etisk dilemma,” siger Peter Belli med lidt tøven. “Noget, vi skulle have tænkt på på forhånd.”

Han behøver ikke at forklare mere. Fister ved godt hvad det Etiske Råd ville sige til at udslette en hel myretue af selvbevidste, kognitive biologiske væsner. “Det var aldrig meningen,” hvisker Peter Belli, “at det skulle komme så langt. Nu har vi låst det inde her. Glemt det for tid og evighed.”

Et kort øjeblik glemmer Fister, at han står og får alle guldkornene fra sit store idol. Han spørger, lidt trodsigt, “Er det ikke bare meget værre?”

Peter Belli kigger bare på ham. Der er opgivelse og sørgmodighed i hans øjne. Fister kigger ned i gulvet og lader som om, han bladrer videre i rapporten.

Efter lidt tid i stilhed stopper Fister op på en side. “Hvem er hende her Ruth Evensen? Hvorfor tog I overhovedet fat i hende?”

“Det gjorde vi heller ikke,” siger Peter Belli henkastet. “Hun var fucked up i skalle fra starten af.”

Hey, det giver mindst lige så meget mening som Jesus.

Godt nytår!

Afbildet: dims.

Salgstalen i reklamen går på, at dit badeværelse simpelthen er den største bakteriebombe i den kendte verden, kun skarpt forfulgt af et lorteindsmurt hjørne i Calcuttas værste slumområde, og denne dims i al beskedenhed kan vise sig at være den vigtigste livsreddende dims, du nogensinde har investeret i.

Det her er hvad der sker når man Google Image Searcher efter "soapy" med safe search slået fra.

Tilsyneladende redder det faktum, at du ikke behøver røre pumpen, altså i nogen kærlig eller anden taktil følelsesmæssig berøring, dig fra alle de dødsensfarlige mutantbakterier, din familie render rundt og smitter pumpen med.

Her er mit spørgsmål: Er man ikke i gang med at vaske hænder?

Altså, hvor vigtig er bakterieniveauet på netop det apparat, der skal facilitere end forhindring eller uskadeliggørelse af de bakterier, den nu beskytter os fra?

Er sandsynligheden for, at en bakterie kan nå at gå så hardcore til angreb på vores immunforsvar på de 0,5 sekunder, det tager at bevæge hænderne fra sæbepumpen ned til det allerede-rindende vand, så store, at vi ligefrem skal gå ekstra forsigtigt til værks?

Det bedste — eller, okay, det mest tragikomiske — ved sagen er, at da jeg prøvede at google efter førnævnte produkt forinden jeg begav mig ud i at skrive dette indlæg, så kunne hverken jeg eller min hustru huske hvad pokker, det hed. Vi fandt noget, der ligner. Men det er ikke den fra reklamen.

Reklamer virker.

De forventer, at vi køber en telefon fra denne mand. Så lidt respekt har de for os.

Nogle husker måske mine tweets frem og tilbage med Telmore, som skal forestille at være et af disse små, underkuede mobilselskaber her til lands, der kæmper den gode kamp mod mobil-tyranniet. Det vidste jeg godt var pis og papir i forvejen, da de er ejet af TDC og dermed er en del af mobil-tyranniet.

Kort fortalt fungerer Telmore på den måde, som jeg gætter på de fleste andre mobilselskaber i virkeligheden fungerer: Lok kunderne ind i biksen med et eller andet slagtilbud, der lyder helt urimeligt for godt til at være sandt, efterfulgt af en smøre af “fine print” (eller “det, der står med småt” på dansk) som, hvis den blev skrevet ud i almindelig 12 punkt Times New Roman, ville fylde omtrent det samme som det Gamle Testamente.

Denne smøre “fine print” er der, hvor du, som ved alle handelssituationer, der involverer “fine print,” bliver taget i røven. Den kunne lige så godt have overskriften, “Og sådan her tager vi jer i røven.”

Tag mine penge! De fylder alligevel for meget!

Men alt det er der ikke noget nyt i. Jeg har ikke nogen anden at sparke over skinnebenet end mig selv for, at jeg faldt for deres øregas i første omgang og fik en telefon, der nærmest ingen lagerplads har, til en sammenlagt månedlig pris, der langt overskrider kategoriseringen “fornærmende.”

Let’s break this down quick: Jeg køber en WildFire S, som skal betales af hver måned. Fint. Oven i det skal jeg have et abonnement for, at der overhovedet er liv i telefonen — at den kan ringe, skrive, osv. Også fint. Oven i det skal jeg så fylde taletid på den, så den også rent faktisk kan alle de ting, jeg betaler abonnement for. Okay fint igen. Man skulle tro, dette var et rimelig simpelt regnestykke, uden større problemer.

Telmore har endda en sms-tjeneste, der informerer kunderne om, at nu er man ved at løbe tør for taletid. Den er bare til at lukke op og skide i. Den fungerer i praksis ligesom en fodbolddommer, der er kommet 45 minutter for sent til første halvleg, fløjter kampen i gang og, to sekunder senere, fløjter den ud igen.

Disse fire sms’er er trillet ind på samme tid — kl. 10.17 her til formiddag — og jeg sværger, de er citeret i kronologisk rækkefølge:

Telmore: Kære kunde. Din TELMORE-saldo har passeret 50 kr. Saldo er nu -244,06 kr. Husk at tanke op på Mit TELMORE eller via din mobil på m.telmore.dk. Mvh TELMORE

Telmore: Kære kunde. Din TELMORE-saldo har passeret 0 kr. Saldo er nu -244,06 kr. Husk at tanke op på Mit TELMORE eller via din mobil på m.telmore.dk. Mvh TELMORE

Telmore: Din TELMORE-saldo er nu -294,06 kr. Telefonen er nu lukket for udgående trafik og lukkes snart for indgående trafik. Indbetal venligst på kontoen. Mvh TELMORE

Telmore: Kære kunde. Din TELMORE-saldo har passeret -50 kr. Saldo er nu -244,06 kr. Husk at tanke op på Mit TELMORE eller via din mobil på m.telmore.dk. Mvh TELMORE

Flot advarselssystem, hva’? Det er som at leve livet i Hellerup-luksus og vågne op i et brasiliansk fængsel fra den ene dag til den anden. Det er også påfaldende, at min saldo springer frem og tilbage fra -244 til -294 og tilbage igen. Men det er sikkert bare deres system, der er snublet over sig selv i ivrighed for at få informationen ud — du ved, nu, hvor jeg ikke kan bruge det til en skid — som en alzheimers-patient, der pludselig er kommet i tanke om, at grunden til, han befinder sig på toilettet, var fordi han var ved at pisse i bukserne.

Det har måske noget at gøre med, at Telmore, uden anden varsel end en sms den 1., lukkede for mit “ubegrænset sms” abonnement på grund af “manglende dækning”?

Dette er selvfølgelig altid en mulighed.

Eller er det fordi, jeg har begået den fejl at gøre Telmore konstant obs på hvor lidt mening, det giver, at en telefonregning kan hoppe fra +100 kr. til -250 kr. på et par dage, selv om jeg ikke foretager et eneste opkald? Det skete i sidste måned: der nægtede jeg simpelthen at bruge telefonen, fordi jeg ville holde den i plus — og der havde jeg nemlig min “fri sms” (yeah, right). Og alligevel, uden nogen acceptabel forklaring, ejheller fra Telmore selv, endte jeg stadig på de ungefär -300 dask om måneden.

Det er nemlig så smart skruet sammen fra Telmores side, at hvis telefonen bliver lukket, så skal Telmore have 50 kr. i “genoprettelses-gebyr” (selv om det hele er automatiseret). Der kan hurtigt løbe 100-150 kr. ud i sandet om måneden, fordi Telmore tilsyneladende selv bestemmer hvornår på måneden, de vil sende dig fire-sms’er-i-træk og shitcanne din telefon.

Men selv hvis man får dem til at trække ét af disse gebyrer tilbage, så hjælper det ikke det store. For det er stadig et matematisk sort hul, der foregår inde bag kulisserne hos Telmores abonnementopbygning. Jeg var inde bagved, på Telmores site, og lægge tallene sammen under min forbrugsopgørelse — og reelt set skal jeg, medberegnet to “lås op”-gebyrer om måneden, give lidt over 600 kr. om måneden for min telefon.

Min lortetelefon, der i forvejen volder mig uendelige kvaler, som jeg ikke engang kan tørre af på mobilselskabet.

Bottom line: jeg glæder mig til at blive fyret som “direktør” i det selskab. Jeg forbliver dog nedslået ved tanken om, at andre mobilselskaber sandsynligvis opererer på samme “bøj dig over skrivebordet”-facon.

(Det ved jeg objektivt at Telia, mit forrige teleselskab, gør: de sendte mig endda en fantastisk fake-regning, hvor de påstod, jeg havde ringet til mobiltelefoner i Hong Kong med mit daværende fastnetabonnement. Den ville jeg ønske, jeg havde gemt.)

Så bottom, bottom line må vel være, at det bare er surt at være mobilejer i Danmark. For ind til nogen udfordrer de grådige, bureaukratiske, kunde-jagtende, indspiste, korrupte, bombastiske og vildledende mobilselskaber her til lands, som — seriøst — alle sammen ejes af de samme to-tre mega-firmaer, så vil det at eje en telefon her til lands være ligesom at besøge en tandlæge eller en automekaniker. Man ved, man bliver taget i røven, men der er ingen alternativer.

Det, antageligvis, i et forsøg på at få os til at bruge de lovlige, belastende, underlegne streaming-tjenester som WiMP, TDC Play og, selvfølgelig, audio-reklame-elskernes yndlingsportal, Spotify.

Og så fordi pladebranchen endnu ikke har opdaget hvordan internettet fungerer.

Ain't that the truth. :(

Med sædvanlig strudse-agtig opførsel tordner de efter folk, der elsker musik og gerne vil høre det uden pis og papir, fordi det æder i profitmarginen for deres uddøde, uddaterede og bundkorrupte industri.

Vi ved allerede, at produktionen af audio-CD’ere er på life support og sandsynligvis ikke overlever de næste par julesæsoner. Pladeselskaberne tjener deres penge på at flå de små kunstnere for indspilnings-udgifter, turné-udgifter, promotion-udgifter og udgifter for udgifterne, mens de poster al overskuddet i Nik & Jay og den nyeste Shakira-klon (hun hedder vist Aura) og bider negle for, at deres seneste “Ultimate Let’s Dance” opsamling tjener bare en smule penge hjem under juletræet.

Det er på tide, disse alt-for-indflydelsesrige, men alt-for-ubrugelige mellemmænd bliver fjernet fra ligningen.

Jeg ved godt, man ikke kan have en succesrig musikkarriere uden lidt marketing i ryggen. Og marketing koster knaster. Men det er slet ikke hvad det her handler om. Internettet er en fantastisk marketing-maskine, men den fungerer bare ikke som pladebranchen er vant til.

Den fungerer nemlig ikke sådan, at man bare kan poste det vapide metervarelort, man lige har fået en guffer af i denne måned, ned i halsen på folk og forvente, at de køber lortet. Sådan fungerer pladebranchens taktik nemlig når de bruger milliarder på TV-reklamer eller bestikker P3s musikchef for at blive Ugens Uundgåelige: bare eksponér folk med spredhagl konstant, konstant, konstant; så giver de til sidst op og køber lortet. Skide være med om de kan noget (og det kan hverken Aura eller Sys Bjerre; så kan I selv gætte jer til hvordan de blev berømte). Det er håbet, i hvert fald.

Internettet fungerer derimod på den måde, at brugere frit kan vælge, hvad de synes om — og de kan lytte til det inden de giver penge for det. Hvem har lyst til at købe et par sko, man ikke er sikker på, passer? Det er det samme med musik.

Bare ikke i musikbranchens øjne. Der er det nærmest helligbrøde at ville høre-før-man-køber, og det er da helt hen i vejret at støtte kunstnerne, der rent faktisk laver musikken, direkte, ved at tage til deres koncerter eller købe deres hjemmelavede merchandise! Nix nix, pengene skal gå til IFPI — for de har jo folkets interesse for øje, host host, der kom lige lidt salami galt i halsen dér.

Og hvis det ikke var nok, så planlægger den amerikanske regering (her mener jeg lobbyisterne, der bestemmer reglerne) at ødelægge internettet som vi kender det.

Stop censur, støt Thomas.

Jeg antager, forfatteren har set sådan her ud.

Der var en leder for et par dage siden i Børsen, som simpelthen skriger “jeg er et elite-svin” eller, mere kollokvialt og i tidsånden, “jeg er en af de 1%. Fuck alle jer bønder.”

Den er skrevet af en mand hvis navn jeg ikke vil skrive i offentligt skue, for det skal ikke opfattes som om jeg hænger personen ud. Han er sikkert en flink fyr og dette skal ikke opfattes som nogen hetz. Det er kun hans holdninger, der er under beskydning her — og så behøver jeg forhåbentlig ikke sige mere om dét.

Men jeg forsikrer jer, at det findes i virkeligheden. Der findes vitterligt en mand, der har sat sig ned og skrevet det mundgylle, jeg citerer nedenfor, sandsynligvis i ramme alvor.

Jeg bliver nødt til at tage den i småbidder, for hold da kæft.

Med den nye finanslov vil regeringen afskaffe kontanthjælpsloftet, starthjælpen og 450-timers-reglen, som har begrænset udbetalingerne fra de offentlige kasser.

Det er en lille håndfuld regler, som har sørget for, at især familier på kontanthjælp og nytilkomne udlændinge kunne få en større indkomst ved at finde et arbejde.

Det er sandt nok, at kontanthjælp aldrig skal være et fordelagtigt valg i forhold til at have almindelig, lønnet arbejde. Men det forudsætter naturligvis, at der er jobs at få.

Det er barske regler, som har fået privatøkonomien for især en gruppe lavtuddannede arbejdsløse indvandrere til at være skrabet.

Hvad vi oplever her, mine damer og herrer, er hvad Tyler Durden beskrev som “premature enlightenment.” Det er fuldkommen korrekt, at lavtuddannede, arbejdsløse indvandrere — såvel som uuddannede og uddannede, arbejdsløse akademikere, afskedigede arbejdere indenfor næsten alle fag, enhver der har været uheldig nok til at få et barn før lottogevinsten var en realitet og studerende, der er nødt til at have relevant erhvervserfaring ved siden af deres i forvejen pressede dagligdag for at have det mindste, spinkle håb om at få en ansættelse på den anden side af uddannelsen — har en skrabet hverdag.

Det har ikke gjort det lettere, at der har fundtes “barske regler.” Det har dog højst sandsynligt været en særdeles motiverende faktor for at finde et job.

Et job, der ikke findes.

Vi lader den rulle videre:

Når S, R og SF slækker på disse regler, piller de ved grundfundamentet i den samfundskontrakt, som får Danmark til at hænge sammen. Reglerne er små, præcist formulerede tandhjul, som sørger for, at dem, der bidrager til kassen, gør det med en vis forståelse. For de små tandhjul har sikret, at det altid har kunnet betale sig at arbejde fremfor at være på offentlig forsørgelse. Det slutter nu.

Når han siger “grundfundamentet, der får Danmark til at hænge sammen,” så mener han i virkeligheden grundfundamentet, der sikrer hans velbetalte stilling en ansættelsessikkerhed, så længe han kan rette spotlyset i en distraherende retning mod nogle mennesker, der har for travlt til at hutle sig frem til en hverdag, der bare nogenlunde hænger sammen, til at finde tid til at argumentere imod hans påstande, og dermed væk fra hans egen røv, hvis Armani-betrukkede polstring med både ro og seriøsitet i stemmen kan beskyldes for at være en del af det problem, der er katalysatoren for hele denne diskussion.

Sagt med andre ord: Alle ovenstående citater skal ses i belysningen af at være skrevet af en mand, der med en vis behagelig distance kan sidde og stirre på nogle statistiske projektioner og svirrende konjunkturer og bedømme hvor problemet ligger, uden at skulle tage et anklagende blik på hvorfra problemet egentlig stammer.

Hvorfor tror manden, at det vrimler med frustrerede mennesker i verdens gader, der render rundt og råber “occupy this-and-that”? Det er sgu da ikke fordi, de bare havde et par fridage, der skulle gå med et eller andet.

Det er fordi, der ikke er nogle jobs at tage. Det vrimler med villige, ivrige mennesker, der endda er parate til at sænke deres standarder og tage næsten hvilken som helst løncheck, der bare får dem væk fra det administrative bureaukrati-helvede, der hedder offentlig støtte. Men når det er lettere for arbejdsgivere at hive folk ud i en løntilskuds-evighedsspiral, eller bare ansætte en polak, så er der ikke det store incitament hos de høje herrer til at kigge i egen andedam efter en velvillig person, der kan varetage arbejdet.

Der er heller ikke noget økonomisk overskud hos forbrugerne, som I går og venter på bliver sat til livs med fladskærme og nipsgenstande, så vi kan få jeres skrantende økonomi på ret køl. De mennesker, der har overskud på kontoen, har forlængst syet overskuddet ind i madrassen, og der bliver det kraftedeme liggende til den dag, det går op for dem, at en almindelig folkepension ikke rækker til en daglig Chivaz til aftenkaffen. De mennesker, I forventer sætter forbruget i vejret for at dække jeres underskud, har simpelthen ikke pengene til det. De går til sådanne trivielle hverdagsting som mad, tøj, bleer og studiebøger.

Hvad med at sælge Rolexet og Vuitton-slipset og selv gøre en indsats for at rette det problem, I har forskyldt os andre? Det er bare et forslag. Dit højrøvede svin.

Det ville ikke nødvendigvis løse noget, men det ville forhindre dem i at lave mere pis.

Nå nej, der er ingen arbejdsgivere, der vil give de færdige studerende arbejde. Fordi der er jo krise. Men så kan de ende i løntilskudsjob i det offentlige, som kan give dem den nødvendige erhvervserfaring, så de kan blive fastansa–

Nå nej, løntilskudsarbejdere bliver ikke fastansat; de bliver bare rokeret rundt i firmaet, så udløbsperioden på tre måneder undgås ved blot at skifte vedkommendes arbejdstitel ud med en anden. Men så er de i det mindste ude og bidrage til samfun–

Nå nej, de er jo faktisk på supplerende dagpenge, så det er faktisk staten, der betaler deres løn. Men så er det da godt, at de i det mindste kan hjælpe samfundet på vej ved at sætte forbruget i vejret–

Nå nej, det er der jo ikke penge til, når man tjener rundt regnet det samme som en udeboende S.U.-modtager.

Og så videre, og så videre.

Jeg troede ellers, der skulle nye boller på suppen, nu vi havde fået et friskt pust af ungdom og socialbevidsthed ind på Christiansborg. Og nej, jeg er ikke en af de brægende får, der galer op om løftebrud og “hvorfor har de ikke med et trylleslag fixet alt, der er galt i landet”. Jeg læste, at et flertal nu vil have Lars Løkke tilbage som statsminister, og måtte tage mig til hovedet: hvordan fanden tror disse blinde medløbere, at vi er endt i den suppedas, vi er i nu? Jo, grådige finansspekulanter — og en regering, der holdt hånden over dem, fordi de frygtede, at de skulle flytte til Kina.

Men når jeg hører ting som “studerende skal hurtigere igennem studierne” og “vi skal sætte forbruget i vejret for at stimulere den skrantende økonomi,” så dirrer det i knytnæverne på mig.

Studerende skal hurtigere igennem studierne? De skal altså halses igennem en i forvejen indskrænket studietid, så de kan komme ud med halv-færdigheder … til et job, der ikke findes, fordi ingen arbejdsgivere gider ansætte nyuddannede? Fuck, de gider knap nok ansætte nogle mennesker; nyuddannede har ikke en chance, ud over at nasse på staten.

Så skal vi sætte forbruget i vejret? Vi skal have hr. og fru Danmark til at bruge flere penge på værdiløse nipsgenstande og fladskærme? Fordi det er der jo luft i budgettet til hos de fleste familier. Næ, dem, der har penge, har for længst syet dem ind i deres madras, for det kan i hvert fald ikke være deres ansvar at få systemet tilbage på rette køl. Det må være de der dovne studerende, der skal ud og blæse flere “cafépenge” af– nå nej, de skal jo sløjfes. Vi skal jo også tage penge fra de studerende, for de har jo så mange i forvejen.

De eneste, vi ikke tager penge fra, er dem, der har råd til det. Det er ikke fair at bede en almindelig børnefamilie, en udeboende studerende eller en iværksætter med nyopstartet virksomhed om at spæde til for at udrede det problem, bankerne og Finn Nørbygaard har skabt for os andre.

Det ville til gengæld være fair at baldre ruderne hos alle bankdirektører i landet og tage deres julebonuser og firma-dankort fra dem. Så er de sandsynligvis nødt til at hyre en glarmester og nøjes med en flaske Jeanne D’Arc i stedet for en Chivaz. Men når det er deres skyld, at vi cirkler rundt i lokummet, så er det vel også kun fair, at de hæfter for regningen.

Men det tør vi ikke, for så hanker de bare op i deres gesjæft og flytter den til Kina.

Det lød ellers som om vi endelig var sluppet ud af den borgerlige strudse-taktik med at stikke face i jorden og vente på, at spekulanterne rettede deres egen kaossejlads på ret køl igen (med andre folks penge, men det er åbenbart svært at tvinge igennem når Vestager står på sidelinjen og fløjter med en borgerlig pik i halsen.

Så er det åbenbart lettere at fortælle studerende, at de er dovne, og at børnefamilierne skal til at bruge flere penge. Fordi de kan jo alligevel ikke flytte til Kina.

Mange ældre borgere er hægtet godt og grundigt af internettet, og det bliver formentlig kun værre. En ny undersøgelse, som Danmarks Statistik har gennemført i samarbejde med Ældre Sagen, viser, at 43% af alle borgere over 65 år synes, at samfundet bliver digitaliseret “for hurtigt” eller “alt for hurtigt”. Det får Ældre Sagens administrerende direktør, Bjarne Hastrup, til at advare mod at afskaffe papir og breve i den offentlige kommunikation i løbet af få år, som det er målsætningen hos stat, kommuner og regioner. © Ritzau

Til det siger jeg, “Pis og papir. Kom ind i kampen, besse.”

Det er ikke fordi ældre ikke forstår computere.
Det er fordi, de ikke gider.

Det har ikke noget at gøre med at blive “hægtet af.” Det har det måske for nogle, men de 70.000 får forhåbentlig den behandling, de har brug for.

Jovist er det skræmmende at give sig i kast med noget teknologi, man troede, man kunne ignorere til den dag man stillede træskoene, hvis bare man var stædig nok. Jovist er det noget pis at få hevet ned over hovedet, at man ikke bare kan ringe til sit kommunekontor i fremtiden og få svar på ens spørgsmål, men i stedet er nødt til at regne ud hvad en e-mail er og hvordan sådan en fister fungerer.

Så langt kan jeg godt følge de ældres problematik.

Prøv at se hende her. Hun er 102 år gammel. Og hun har en fucking Facebook-profil.

Men så pissebesværligt er det altså heller ikke. Og det kan jeg dokumentere. Min bedstemor, hvis alder jeg ikke engang tør gætte på, besluttede sig en dag for, at det skulle fandme være løgn: hun skulle have sig en mobiltelefon og en laptop, og så skulle der fandme andre boller på suppen. Og det kom der.

Ganske vist kræver det noget gå-på-mod og en vilje til at lave en fejl eller to i processen. Al begyndelse er svær; det benægter jeg ikke.

Hvad jeg derimod hårdnakket benægter er, at computerteknologi simpelthen er for langt fremme i skoene til at den gængse 65+ aldersgruppe ikke kan lære i det mindste at checke sin e-mail og tage et billede med deres telefon med lidt tålmodig vejledning og måske en pakke skrå som motivation.

Fair nok, hvor skal de så lære det henne? Min bedstemor var hårdnakket nok til selv at gå ud og tage beslutningen om, at nu skulle hun fandme være med på noderne. Jeg ved, at der findes kurser hvor de ældre kan komme ind på skolebænken og lære hvordan Word fungerer og hvad e’et i “e-mail” står for.

Jeg kan ikke bedømme om det er kommunernes kurser, der fejler, eller om modviljen hos de ældre blot er så stor, at de ikke gider. Men hvis det er det sidstnævnte — og noget siger mig, at det har en større del af skylden end vi lige gider indrømme — så er det fandme grauballehærens eget problem, at de føler sig “hægtet af.”

Og ærlig talt: det her er ikke en ny opfindelse.
Vær nu lidt åben for nye indtryk, Gerry Atrick.

Når “vi andre” så kommer og fortæller dem, at vi ikke gider fælde mere regnskov bare så vi kan sende dem deres ældrecheck på et stykke papir, og at vi i øvrigt har bevæget os videre til noget langt mindre besværligt og langsommeligt, så skal de ikke tage sig til hovedet. Det var der vel for helvede heller ikke nogen, der gjorde, da telegrafen blev erstattet af telefonen, eller da den middelalderlige budbringer blev erstattet af en brevdue … eller var der?

Og undskyld, at jeg bliver lidt grov, men er I ikke pensionister? I har vel rigelig tid i dagligdagen til at sætte jer ned og greje hvilken vej en laptop skal vende. Er det fordi kolonihaven kalder, eller er der bare noget mere interessant i fjernsynet — a.k.a. den opfindelse, som jeres forældre synes var “bare noget nymodens pis”?

Så dette indlæg er nok mest for min egen skyld. Så jeg kan huske de ideer, jeg selv synes var pissefede, men som aldrig blev til noget. Eller i hvert fald ikke er blevet til noget endnu. Og som jeg bittert ville ønske, var.

Baby Jake Harvey Skull Fracture

Ideen var at lave en kollektiv plade. Jeg startede et nummer ved at indspille lidt trommer, bas, guitar, synthesizer, hvad ellers. Så choppede jeg sangen op i bidder, et for hvert instrument, og sendte det til “1. satellit.” Han kunne så remixe, tilføje flere instrumenter, rykke rundt i rækkefølgen og tilføje effekter; endda indspille sang, hvis han havde lyst. Det eneste, han ikke måtte, var at slette noget, der allerede var indspillet.

Når han var færdig choppede han sit nummer i småstykker og sendte det videre til “2. satellit.” Formålet med projektet var at lave et album på 12 numre, så der var 12 satellitter i projektet. Når man så, efter 12. satellit var færdig, fik nummeret tilbage ville det lyde helt anderledes end hvad man havde sendt ud.

Jeg prøvede at få projektet i gang, men kunne ikke finde nogle samarbejdspartnere, der havde tid og lyst til at holde skuden ovenvande. Jeg har ellers 11 numre liggende, der er klar til at blive bygget videre på. (Det 12. nummer skulle have været et cover af Pink Floyds “Interstellar Overdrive.”)

Jeg overvejer stærkt bare at ringe til Bjørn Røræg og høre, om han har lyst til at lave en plade ud af skitserne.

Hvis I er interesserede kan I høre de 11 numres udgangspunkt på babyjakeharvey.org.

Blindt Raseri

Konceptet var let og overkommeligt: Jeg indspillede et rasende hurtigt punk-nummer på en aften, gerne med en tre-fire pilsnere i blodet. Ikke så megen dillerdaller — bare fuld skrue; to guitarer, en bas, programmerede trommer, og så ellers fuld fræs fremad.

Jeg fik endda overtalt min ven, Rotten, til at skrive en “hadedagbog” (som han kunne bruge til tekster) og agere vokalist. Historien dér er, at vi engang, i en brandert på RUC, dannede et band-i-teorien, der hed The Aristocrats. Det bestod af Rotten på vokaler og bas, Kenny på guitar og mig på trommer. Det skulle have været grind-inspireret hardcore-punk, men blev (gudskelov, måske) aldrig til noget.

Men Rotten var en ganske habil skrigemand, og han var tilmed henrivende bims i låget (er det formentlig stadig), så det virkede som et vinderprojekt. Det er også meget muligt, at projektet genopstår, når jeg endda får et sikkert og stabilt studie op at køre.

Jeg nåede at lave 3 små instrumentale demoer på en enkelt aften, hvor jeg var alene hjemme i Trekroner med en flaske vin og for meget fritid (websiden blev også til ved samme lejlighed): pleimert.dk/blindtraseri.

Verdens bedste hip-hop plade

Min svigermor har givet mig alle hendes gamle 7″ vinyler fra 60′erne og 70′erne. Blandt det sædvanlige Peter Belli og Brødrene Olsen, man måske kunne forvente, gemmer der sig også nogle i sandhed glemte perler fra den danske og udenlandske sangskat.

For ikke at nævne forbløffende kurisoriummer som et sprogkursus i engelsk (den samplede jeg til et Alchemy-nummer) og diverse bizarre, festlige sange som “Boller Med Smør”, “Kom Pussy Pussy” og diverse tyske festsange.

Det har været hen ad de sene aftentimer på en vinylaften, at min gode ven og redaktør Donut udbrød, “Du skal passe godt på dem der. Er du klar over hvor fed en hip-hop plade, vi kunne få ud af dem?”

Og tanken er fandme også god. Tage den glemte, lettere pinagtige danske populærmusiks efterladenskaber og styk dem sammen til en håndfuld svedige beats, og så få en flok freelance rappere til at give den gas hen over. Donut var endda opsat på, at vi bare skulle lave beats’ene og sælge dem. Manden er entreprenør-agtig.

Jeg nåede lige at lave lidt “proof of concept” ved at sample den førnævnte “pussy”-sang og forsøge at lave et beat ud af det. Jeg vil ikke gå så langt som at kalde det “hip-hop,” men resultatet var sjovt nok til at give mig blod på tanden.

Desværre har vi endnu ikke haft tid til at sidde og metodisk gå hele samlingen igennem og sample det, vi ville.

Gademusikanterne All-Stars

En tur ned ad Strøget kan godt være lidt af en musikalsk oplevelse, hvis man har tid til det. Bare man husker at checke sine lommer bagefter, for damn, det går hurtigt.

Men så var det, man fik ideen: Man tager en laptop under armen. På denne laptop er indspillet fem-seks fire-takters rundgange i en given toneart. F.eks. har vi en reggae-rytme, der går i E. Eller en jazz i 6/8, der går i Amol. Med sig har man også et eksternt lydkort, en mikrofon og et par hovedtelefoner.

Med dette lille, bærbare mini-studie går man op til tilfældige gademusikanter på Strøget, giver dem hovedtelefonerne på (med behørig varsel, naturligvis), og siger, “Du har en rundgang, der siger E, A, D, E. Fyr noget solo af på din harmonika i så lang tid, du har lyst.” Når han så har gjort det, så går man videre til det næste. Og før man ved af det har man et vanvittigt ensemble af ustemte klaverer, saxofoner, violiner, akustiske guitarer, panfløjter og folk, der hamrer på papkasser.

Så tager man sin festlige laptop hjem, giver sig selv hovedtelefonerne på, og giver sig kast med at hakke alle de smukke stykker stemning i småstumper. Så går der Jørgen Clevin i den, og før man ved af det har man en steneren, stilet gade-hyggelig plade af vidt forskellige stilarter og instrumenter på én plade.

Hvad er problemet så? Jo, gademusikanter er der jo for at tjene penge. De vil ikke have, jeg går og spilder deres tid. Er jeg ret sikker på.

Reptile Pussy

For lang, lang tid siden fik vi en ide, mens vi stadig lavede Under Kurven: Hvad med at spille noget gedigent, beskidt, über-tungt ørken-rock?

Det var Tuxen på guitar, Arnt på mere guitar, Donut på bas og jeg selv på trommer. Og for ligesom at cementere hvor meget, der skulle dufte af whiskey når der blev skrevet sange, så skulle vi hedde Reptile Pussy.

Det var før, der gik sport i den med at danne danske bands, der har hørt en knivspids for meget Queens of the Stone Age og har besluttet sig for, at en træhytte i Arizona sagtens kan transporteres til et øvelokale i Ishøj. Jeg synes lidt, luften er gået ud af ballonen — men omvendt er jeg enormt tændt på at lave noget psykedelisk, super-beskidt blues-hardcore, á lá Eyehategod, Spiritual Beggars og Graveyard.

Men det er faktisk et helt andet projekt, som måske finder sted snart. Ja, det siger jeg jo altid.

Det har noget at gøre med, at jeg har tiltvunget mig selv en klumme på GameReactors hjemmeside, hvor jeg får lov til at spy galde over film, jeg finder i billigbunken hos min lokale GameStop, Fona eller TP Musik.

Advarsel: Denne film er ikke sjov.

Og så har vi også gang i en mindre, uofficiel DVD-klub ude på mit arbejde, hvor der regelmæssigt flyver DVD-æsker over bordene (og på kryds og tværs mellem firmaerne — vi er tre firmaer i samme bygning). Det betyder for eksempel, at jeg nu har set den bedste Hellraiser film siden 1′eren (Hellseeker), og en af de mest forsmåede, latterlige danske film, der nogensinde har fået fire stjerner i Berlingeren, nemlig Sprængfarlig Bombe.

For ikke at nævne, at vi — med “vi” mener jeg mig-self og min evigt nuttede film-partner, som jeg tilfældigvis også er gift med — er så småt begyndt at uddanne os i klassikerne. Vi har allerede set The Day The Earth Stood Still og prøvede at se den originale King Kong i går aftes, men måtte opgive halvvejs igennem på grund af træthed. Vi har vist også The Maltese Falcon liggende et sted derhjemme, og den glæder jeg mig også til at se.

Og så, for at det ikke skal være løgn, så viftede min gode ven, Herr Warmind, lige Futurama Volume 5 boxen foran mig i fredags. Nu skal jeg måske lige kortvarigt forklare, at det ikke giver nogen mening at snakke om “sæsoner” i forhold til Futurama, for dét bliver man hurtig træt i hovedet af. Det er meget lettere at snakke om “volumes”, for så tæller vi kun DVD-æskerne — og det vil altså sige, at Volume 5 er første sæson efter de fire spillefilm og efter Futurama flyttede til Comedy Central. Er vi med så langt? Godt.

Vil du se denne sæson i Danmark? Tough shit! Så skal der importeres!

Hvad der virkelig har pisset mig af i meget lang tid er, at vi er et godt stykke inde i en spritny sæson, men Comedy Central har på ingen måde forstået, at der også findes Futurama-fans i andre lande end USA. Jeg har siddet på min flade og trillet tommelfingre med voksende ængstelse med mine fire Fox-volumes og fire spillefilm i skuffen, og som tiden gik er jeg kun blevet mere og mere bitter over, at den eneste måde, jeg kan komme til at se nye Futurama episoder, er ved at hente dem fra nettet.

Og hey, jeg skal ikke til at snakke piratkopiering eller sådan noget pis. Men det her er helt personligt: jeg gider fandme ikke se det på nettet. For jo, kvaliteten er sikkert fin, men a) der er ingen subs (jeg skal ha’ subs!), og b) al ekstra-gejlet mangler. Og ja, Futurama-gutterne laver henrivende gode kommentarspor, så dem skal jeg også have med.

Det vil sige, at mens mine venner — som jeg næsten vil bide skeer på ikke er lige så store fans af Futurama som jeg er — har siddet og grint og grædt af de nye Futurama episoder, så har jeg altså siddet på førnævnte flade og bidt mig bittert i læben mens jeg ventede på, at der en dag skulle lande en Region 2 udgave af de nye sæsoner.

Men ligesom med Invader Zim, så er jeg, ind til videre, stadig dømt til at være evigt skuffet.

Så når Herr Warmind, for nu at vende tilbage til historien, vifter Volume 5 under næsen på mig, ganske uskyldigt, som om “den må jeg da have set en milliard gange før,” så havde jeg næsten givet ham en krammer mens jeg udtænkte planer om hvordan jeg bedst kunne stjæle DVD-boksen fra ham og hvor jeg eventuelt kunne begrave hans lig. Det behøvede jeg heldigvis ikke at gøre, for han tilbød straks at låne mig den — stadig i folieindpakning, vel at mærke! (Det er som at få en julegave, man skal give tilbage igen.)

Ingen billedtekst nødvendig.
Specielt ikke hvis du har set episoden.

Der er egentlig ikke så megen anden pointe i den historie end at Comedy Central skal få fingeren ud! Okay, der er ikke så mange penge at rutte med, kan jeg godt mærke — specielt på den noget magre ekstra-materiale afdeling — men for fanden, en Region 2 udgivelse må de da have plads til i budgettet.

Og hvor har Herr Warmind den så fra, spørger du måske på falderebet? Jo, han var kraftedme hele vejen ovre i USA og købe den.