Døren åbner og en duft af gamle håndklæder vælter ud. Lagerrummet bagved er støvet, gammelt, en smule muggent i hjørnerne, og har ikke været åbnet i flere år.
Peter Belli
Personen, der havde åbnet døren, har ikke noget navn, men lad os bare kalde ham Peter Belli. Det vigtige er, at han har en laboratoriejakke på. En af den slags, der får ham til at ligne en statist i en sci-fi film fra 1920′erne, eller måske Christopher Lee i Gremlins 2. Wow, det blev noget af et sidespring. Anyway, han har laboratoriejakke på, vi kalder ham Peter Belli, og han er lige gået ind i det støvede lagerrum.
Med sig har han en følgesvend: en decideret lavere, mere nervøst-udseende fister, omkring 20 år yngre end Belli, også udklædt i 1920′ernes foretrukne videnskabsklæder med et evigt nysgerrigt blik og et acne-problem, der lige akkurat ikke kan tøjles. Ham kalder vi bare Fister.
“Jeg vidste slet ikke, nogen havde koden til det lagerrum her,” siger Fister unødvendigt mens de to bevæger sig ind i håndklæde-duften. “Tænk at De var en af de originale forskere på projektet.”
Fister kigger beundrende op på Peter Belli og skal til at sige mere, men Peter Belli kigger ikke på ham. Han er allerede henne ved tanken.
Tanken er på størrelse med et af de akvarier, man ser hos rige yuppier i film fra 80′erne. Der er bare ikke vand i. I stedet hænger der en blå kugle midt i akvariet, der langsomt drejer rundt. Ovenpå tanken står en arkitektlampe, der lyser ned på kuglen.
Bare mørkere, og med mere håndklædelugt.
Fister har fundet nogle papirer frem og læser op. “‘Projektet ønsker at afklare den biologiske udvikling i miniaturestørrelse i et kontrolleret, upåvirket miljø.’ Så det er en biologisk myretue?”
Peter Belli fnyser. “Ja, det var et godt udgangspunkt. Vi havde store forhåbninger.” Han knæler ved siden af tanken og kigger på den lille, blå kugle, der stadig drejer stille rundt. “Men vi var grønne og unge.”
“Hvad skete der?” spørger Fister, og udløser endnu et opgivende suk fra Peter Belli.
“Der var en milliard beregninger at foretage, og vi brugte flere måneder på de indledende faser. Men, som vi også fik at vide til vores forsvar, så havde vi alt for store ambitioner. Vi kunne ikke forudse alle de mulige permutationer, den biologiske opstartskode kunne producere på længere sigt.”
Fister bladrer videre. “Det var ellers et revolutionerende projekt,” måber han med oprigtig ærefrygt. “I fandt en måde at kommunikere med enkelte biologiske individer i myretuen.”
Fister når knap at gøre sætningen færdig før Peter Belli fnyser hånligt. “Ja, det skulle vi aldrig have gjort!” nærmest griner han. “Hvis vi skulle have opnået noget konstruktivt med eksperimentet skulle vi bare have ladet den del helt være.”
“Hvorfor det?” spørger Fister. “Det virker da ellers som den mest interessante del af projektet! Iværksætte en myretue, og derefter indsamle kvalitativ data fra selve deltagerne.”
“Problemet var, at det påvirkede eksperimentet,” forklarer Peter Belli tålmodigt. “Hver gang, vi kommunikerede med et individ og satte det tilbage i biosfæren, udløste det altid en voldsom kædereaktion. Den biologiske udvikling gik i vanvittige retninger, vi ikke kunne have forudset. Det stred fuldstændig imod projektets udgangspunkt og problemformulering.”
Fister bladrer tilbage til begyndelsen af den 20 år gamle rapport. “Problemformuleringen … Ah, ja. ‘Hvordan vil biologisk liv udvikle sig på kort sigt i kontrollerede omgivelser, når—”
Peter Belli afbryder. “Ja, ‘kontrollerede omgivelser.’ Vi skulle aldrig have sat dem tilbage igen. Ramses, Jesus, Gadhaffi, Fred Phelps … De ødelagde hele lortet for os.”
"Nej, for helvede. Jeg hedder ikke 'Gud.' Hold så op."
Han vender sig om og sukker dybt, som om hans sidste forsvar er blevet nedbrudt. Han begynder at forklare: “Til at starte med observerede vi bare udviklingen på afstand. Men da vi så, at de biologiske mutationer havde udviklet kognitive evner på egen hånd, troede vi, at vi kunne begynde at indsamle data til konklusionerne. Vi begyndte at ekstrahere biologiske individer fra sfæren og forklare dem, hvad projektet gik ud på og hvem vi var.”
Fister ser stadig spørgende ud. Peter Belli læner sig ind over ham, som om han er ved at forklare et svært retarderet barn hvorfor det ikke må stikke våde fingre i en stikkontakt.
“Det var en voldsomt traumatisk oplevelse,” siger Peter Belli i en lavmælt, voksen tone. “De kunne ikke kapere det. Omfanget; størrelsen; virkeligheden udenfor sfæren. Det stred imod alt hvad de selv havde regnet ud, uden vores indblanding. Når de vendte tilbage prøvede de at vende op og ned på det hele, men deres forklaringer …” Peter Belli vender øjnene mod himlen. “Hold kæft, mand. De fleste af dem blev despotiske; sindssyge. Påstod, at Gud talte gennem dem. Startede kulte; religioner … religionskrige. Det var en kæmpe fiasko.”
“Hvad så? Hvorfor kører projektet så videre i dette mørke, ildelugtende rum?”
“Vi ramte et … etisk dilemma,” siger Peter Belli med lidt tøven. “Noget, vi skulle have tænkt på på forhånd.”
Han behøver ikke at forklare mere. Fister ved godt hvad det Etiske Råd ville sige til at udslette en hel myretue af selvbevidste, kognitive biologiske væsner. “Det var aldrig meningen,” hvisker Peter Belli, “at det skulle komme så langt. Nu har vi låst det inde her. Glemt det for tid og evighed.”
Et kort øjeblik glemmer Fister, at han står og får alle guldkornene fra sit store idol. Han spørger, lidt trodsigt, “Er det ikke bare meget værre?”
Peter Belli kigger bare på ham. Der er opgivelse og sørgmodighed i hans øjne. Fister kigger ned i gulvet og lader som om, han bladrer videre i rapporten.
Efter lidt tid i stilhed stopper Fister op på en side. “Hvem er hende her Ruth Evensen? Hvorfor tog I overhovedet fat i hende?”
“Det gjorde vi heller ikke,” siger Peter Belli henkastet. “Hun var fucked up i skalle fra starten af.”
Hey, det giver mindst lige så meget mening som Jesus.
Godt nytår!
