Oktober er en lortemåned
november 1, 2009 at 4:10 pm | In 5584 | 4 CommentsTags: Nørd, Rant, Wii
Oktober er en lortemåned. Der er ingen vej udenom. Det er faktisk muligvis den værste måned på hele året.
Vejret bliver skizofrent: først bliver det lidt køligt, men man går stadig udenfor uden jakke på — fordi, for helvede da, det var jo solskin i går, ikke? Så bliver det lidt køligere. Pludselig en dag er man ude og handle ind i sine gamle hullede joggingsko, fordi de er så behagelige og så nemme at tage på, men mens man er inde i butikken begynder det pludselig at pisse ned. Når man kommer hjem bærer man cirka en liter vand i hver sok, og ens fødder lugter som om verdens mest behårede hund lige har begået selvmord i dit badekar.
Og så bliver det rigtig koldt, og vinden tager til, og dagene bliver kortere, og før du ved af det leder du efter et halstørklæde hver gang du skal udenfor en dør, og hver gang du går forbi en tøjbutik tager du dig selv i at tænke hvorvidt de har tilbud på vanter derinde.
Så til sidst, den ultimative fornærmelse: Halvvejs igennem måneden begynder der at dukke juledekorationer op i butiksvinduerne. Først er det de der lamme boligindretningsbikser, der sælger glasskåle til 80 kr. fordi de har en svag blå farve og har en afdeling for “anden sortering-varer”. Så trickler feberen ned til de mere almindeligt vantro butikker ind til det til sidst kammer over i en fordrukken begejstring over, at bryggerierne har hældt lidt ekstra lakrids i deres guldøl og kommet en blå mærkat på den med påskriften “Julebryg”.
De sidste par dage i oktober måned er de mest forfærdelige. Op til den sidste weekend, hvor den ubeskriveligt populære og stupide forsamling af ivrige mærkevareflokdyr, der kaldes “J-dag”, huserer, skal man blot bevæge sig et par meter udenfor sin hoveddør før man hører den insisterende brægen fra en balanceudfordret teenager og hans fire identisk udseende venner, der alle har hver deres bud på hvor deres næste stop er — men vi ved alle sammen, at det er i min retning. Før jeg ved af det har den ene smadret en flaske, den anden snakker i slørede enstavelsesord til sin De Unge Mødre-seende kæreste i mobiltelefonen, og på den modsatte vej går en mor og to børn i den etcifrede aldersrubrik iført latterlige kostumer og overvejer hvorvidt de skal tigge slik af drukbørnene på den anden side eller bare vente på de besvimer og nappe deres tegnebøger.
Dén dag, mine damer og herrer, er min fødselsdag. Den sidste dag i oktober måned.
Og jeg havde en fantastisk en af slagsen! Min kone bagte morgenboller og lavede lagkage, og vi spillede Wii til langt ud på aftenen.
Jeg fik Super Paper Mario til Wii’en, og forinden downloadede vi en masse spil til den — blandt andet Fun! Fun! Minigolf (som nok skal blive et hit til housewarmingen), Castlevania, Sonic the Hedgehog (Master System versionen) og Tales of Monkey Island Episode 1.
Der var fest, kan jeg sige jer.
Oktober er en lortemåned. Hvis man vel at mærke går udenfor. Det gjorde vi ikke.
4 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack en URI
Skriv en kommentar
Blog på WordPress.com. | Theme: Pool by Borja Fernandez.
Entries and comments feeds.

Ah, 30 grader hver dag hele aaret rundt, du kan beholde dit sjap og vanter.
Comment af Leonard — november 2, 2009 #
Grrraahhhrah!
Comment af Troels — november 2, 2009 #
Hov, hov, hov! … balanceudfordret teenager … så fuld var jeg heller ikke da !
Comment af Røræg — november 2, 2009 #
Haha, det var sgu da heller ikke dig, jeg havde i tankerne! Jeg tænkte mere på den slags folk, der går i hvide trøjer, der er flere størrelser for små, og indleder samtlige sætninger med, “Altså, prøv lige at…” eller “Årh hvad, mand…”
Comment af Troels — november 2, 2009 #