Eksperimentet

(Det var iøvrigt titlen på den første anmeldelse af Under Kurvens første plade.)

Såeh… MundJam IV løb af stablen i går. I ved det sikkert godt, men lad mig lige kort skitsere hvad det handler om: Open-mike i tre timer i RUCs øvelokale, hvor man kan stille sig op og lave alt fra stand-up, synge, fortælle anekdoter, eller bare lave et eller andet mund-sjov. RUCs nyhedsbrev, der internt oversætter alle indsendte nyheder til engelsk, fik sloganet “Kom og vær sjov med munden” til at lyde decideret mere naughty end det burde, hvilket vi fik meget sjov ud af. (Lyder “Come and have fun with your mouth” ikke som en billig pornoproduktion fra 70′erne?)

Det var det bedste set-up, vi havde haft nogensinde. Vi slukkede det matte, grimme lys i øvelokalet, satte spotlights op over scenen, to gulvlamper på hver sin side af publikum – og så var der ellers dømt intimstemning!

Det var bare synd, der ikke var nogen, der nød det.

BorgTu og jeg havde ellers været meget dygtige, synes vi selv, og rent faktisk forberedt noget sammenhængende at sige (en gammel stand-up udfordring, der lige skulle have sine foreløbigt sidste smæk i aftes). I modsætning til andre Mund-Jam’s, hvor jeg kun havde halvvejs planlagt noget at sige og bøvede mig igennem resten, havde jeg denne gang et helt ‘mini-show’ planlagt, fra ende til anden, med set-ups, punchlines og alt hvad den kan trække. BorgTu og jeg havde endda været i ’skrivelejr’ og prøvet jokes af på hinanden, så det var finpudset, det her!

Jeg synes jo selv, det er hylemorsomt, det jeg har lavet. Så når jeg endelig står deroppe og kun får sporadiske grin, så får man en lidt synkende fornemmelse om, at det her måske alligevel ikke er noget, man er så god til som man troede. Så går BorgTu på. Jeg syntes selv, hans show var morsomt da vi gik det igennem sammen, men han får samme reaktion. Måske har jeg bare fuldstændig mistet min sans for humor?

Så går en professionel stand-up’er på scenen. Han siger, han har noget nyt materiale, han gerne vil afprøve på os – som er sjovt. Når han så får samme reaktion som BorgTu og jeg, så tænker han selvfølgelig: “Fuck det. Time to bring the A game.” Og så hiver han jokes frem, som han har brugt på betalte jobs og fået stor reaktion på. Igen, publikum er nærmest tavse.

Dér gik det op for os, at det nok ikke var vores shows, den var gal med. Folk syntes simpelthen bare, at de på en eller anden måde skyldte TMD at dukke op; ikke fordi de gad, men fordi de var blevet inviteret.

Men bevares. Ud over det store slag på selvtilliden, så var det en ekstremt hyggelig aften, med billig øl, intim atmosfære, og mellem indslagene på scenen var der masser af grin og spas!

Jeg er fristet til at kalde det typisk dansk engagementsniveau, på linie med at sidde og råbe af sit fjernsyn når der er fodboldkamp — vi vil gerne se på og have hvad vi selv tror er en veludviklet mening om tingene, men når vi rent faktisk får chancen for selv at gøre noget, så har vi det bedre i vores trygge stol. Case in point: de eneste, der rent faktisk stillede sig op på scenen og sagde noget, havde forberedt noget hjemmefra. En enkelt stillede sig op spontant fordi hun åbenbart var blevet fuld nok til at tro, at hun var morsom (det var hun ikke), og Prince Søren (of Persia) har aldrig haft brug for et manuskript – han er naturligt sjov. Resten sad på deres flade og grinte høfligt og sporadisk.

Men fuck it. Måske er det lidt held i uheld at Donut havde Malk De Koijn-billetter til samme aften, så han ikke kunne komme og filme processen. Og selv om det ikke fik den store reaktion, så er jeg personligt stolt af at have svinet Sidney Lee-fans, Anni Fønsby, De Unge Mødre og RUC’ere fra København i samme show på under ti minutter.