Har haft et par seriøse optur-dage her på det seneste. Det er lige før jeg bliver bange for hvordan mit humør kommer til at blive når opturs-ting ikke falder ned over mig som candyfloss-regn på en efterårsdag i La-La-Land. Gun to head, så gætter jeg på “bitter.” Men opturen fortsætter stadig, så lad os fokusere på den.
Specialet går godt – i hvert fald efter mine standarder. Jeg får skrevet en del, og er oppe på 40 sider nu. Det i sig selv er grund nok til forsigtig optur i min bog (min bog?).
I toget i onsdags løb jeg tilfældigvis ind i min gamle chef fra GUF i Roskilde, Daniel, og vi snakkede om de gamle dage før biksen blev til en sushirestaurant, fremtiden for verdensfirmaet (ikke decideret lys), britiske komedieserier, Pirate Bay, spilindustrien, og god knows what else. Fik hans nummer, og det står vist på en uformel hyggedag engang i fremtiden – det kunne gå hen og blive rigtig skæg!
Asger Mygind, der spiller trommer for bandet Smuld, som jeg har himlet op om en million gange og gør det gerne igen, leverede et i sandhed røvsparkende remix til “The Talent Show”, som jeg har gået og hørt nærmest non-stop på vej frem og tilbage i det Trekronske. Sammen med min egen Last Ninja-version. Og DubFx’s sang “Made”. Men mest Asgers remix.
Nå ja, singlen “The Talent Show” er iøvrigt på syv numre (inkl. originalen); Weltkansler måtte i sidste øjeblik erkende, at de ikke kunne nå at remixe sangen. Det er også fair nok. Vi har stadig et radio-edit, et kælder-industrial-remix, et dance-remix, et spacey-remix, et dance-industrial-remix og Asgers førnævnte “av-mine-tænder”-remix at gøre godt med. Jeg tror, vi klarer den. :) Nu skal jeg bare ha’ brændt fysiske kopier til alle dem, der kommer til release partiet den 8. august.
Det var iøvrigt også mens jeg hørte Asgers remix i hovedtelefonerne foran en flaskeautomat, at jeg fik endnu en optursfornemmelse. Just som Bjørn sang, “Just give me my fifteen,” havde jeg lagt sidste flaske i automaten og trykket på bon-knappen, og ud sprøjtede femten kroner. Jeg mener, perfekt timet til musikken. Tee-hee. Jeg er ikke skæbne/karma/overtroisk/whatever-typen, men dét var lidt specielt. ;)
Oven på det hele finder jeg så ud af, at i onsdags mødtes to af mine all-time største musikalske helte, Trent Reznor og Gary Numan, i London – på scenen – og gav den smadder. Bare tanken var nok til næsten at sende mig i coma af lykke, og da Numan trådte bagom Polymoog’en under “Metal” og spillede synth-riffet til “M.E.” var jeg nær kommet i bukserne.
For det ikke skal være nok, så havde min kone lavet en kæmpe ladning frikadeller samme dag, som det tog to dages intensiv frikadellefetish at gøre kål på.
Mmm, life is good.
0 Kommentarer til “Opturspræget”