Mit liv som government official

Nå, vil I høre noget saftigt sladder om hvordan tingene foregår indenfor de grå mure? Så er I beklageligvis gået forkert.

Nu har jeg været hos IT- og Telestyrelsen siden i mandags (det er nu torsdag, for jer, der døjer med hashpsykoser og andre tidsforstyrrende skavanker). Jeg sidder i kommunikationsafdelingen og arbejder med in-house grafiske opgaver (i hvert fald i teorien) og en håndfuld ad hoc kommunikative opgaver.

Grunden til, at jeg siger “i teorien” er fordi, at det p.t. stærkeste grafiske redigeringsprogram på min kontorcomputer er MS Paint. Jeg skulle vist nok få fat i en Photoshop-installation snart, men ind til da må mine stærkeste kompetencer vente på sig.

Anekdoter om saftige regeringsslagsmål og politiske hårdknuder må I desværre være foruden, for det er ikke rigtig hvad IT-styrelsen gør sig i. (Jeg tror, man skal forbi Finansministeriet eller Undervisningsministeriet for den slags.) Her arbejdes der med at gøre Danmarks borgere mere IT-stærke — dvs. lære de stakkels bonderøve hvilken vej musen skal vende, og hvordan man beskytter sig selv mod phishing, spyware og Facebook-scams. Og så selvfølgelig hvordan det hele kan gøres mere grønt, så der spares på papir, computerne bliver mere miljørigtige, og man vælger at holde videokonferencer i stedet for at udlede CO2 på transport og den slags. Alle sammen ganske noble tiltag, synes jeg, som der egentlig ikke er noget at sætte en finger på rent politisk.

Så sådan er det. Hvis I skulle gå og undre jer. De er alle sammen meget flinke og imødekommende, mine nye kolleger, og jeg føler mig rigtig godt tilpas. Og så står der “Danish Government Official” på mit nye ID-kort med intimiderende skrift – så nu er jeg i sandhed en mand i sort.

Et ganske almindeligt dagbogsindlæg

Tænkte jeg lige ville nedskrive hvad jeg gik og lavede for tiden, så der ikke mangler alt for store bidder af mit liv når jeg engang i fremtiden er i det nostalgiske hjørne og sidder og bladrer disse arkiver igennem. Det var jo alligevel meningen, det her skulle være en slags dagbog.

Den helt store nyhed er, at jeg skal starte på mandag hos IT- og Telestyrelsen. Det er bl.a. dem, der står bag borger.dk og elsker udtrykket “grøn IT-løsning“.

Det knap så fede er så, at jeg den sidste halve uges tid har gået med en gradvist forværrende hoste, og generelt føler mig decideret afkræftet og forpustet ved blot den mindste kraftanstrængelse. Nu har jeg lige en rolig weekend til at komme ovenpå igen, og ellers må jeg møde op med verdens største smil på mandag og håbe på, at de fleste af mine arbejdsopgaver kommer til at involvere en siddende stilling. Vi skal i hvert fald op på noget i retningen af manglende lemmer eller livstruende sygdomme før jeg går glip af første dag på job.

Den anden store ting er mit “hemmelige AGS-projekt”, som jeg har hentydt til et par gange. Nej, jeg vil endnu ikke løfte sløret for hvad det går ud på. Faktisk har jeg besluttet mig for ikke at løfte sløret for det officielt før det er færdigt. For det er en af den slags ting, der er meget svære at overbevise folk om nytteværdien i, med mindre de selv sidder og kan spille det igennem.

Men jeg kan da give et lille, luset, lo-res indblik i hvad det er, jeg sidder og nørder med i stort set det meste af min fritid:

Udviklingen af spillet betyder også, at jeg ind til videre har sat mine egne musikalske udfoldelser på pause. Men jeg har som sagt en plade i mig, som antageligvis kommer til at lyde 1000 gange bedre end Practically Sentient. Synes jeg i hvert fald selv. Jeg har i hvert fald et musikalsk setup, jeg er meget tilfreds med nu, og det skal da også udnyttes. Men først skal jeg have mig en harddisk at indspille det på.

Men helt musikalsk lad er jeg dog ikke. De glade galninge i RUC-bandet Weltkansler har bedt mig om at mixe deres plade, og det er jeg begyndt på så sent som i dag. Her er en lille, lo-res teaser fra et af numrene, jeg mixede i formiddags:

Det bliver uden tvivl en “love it or hate it” affære, men den slags er jeg umådelig bekendt med i forvejen, så det gør det bare endnu skæggere. Og de vandt jo RUC’s MGP forrige år.

Det gør de til gengæld ikke i år. Det gør vi. Her er en skod-optagelse fra øvelokalet af den kommende vindersang:

… men jeg kan afsløre allerede nu, at forberedelserne til en 5-tracks nær-professionelt-lydende EP er under opsejling! Trommerne er færdige, og resten regner vi med at få indspillet inden det kommende MGP løber af stablen (hvilket er fredag den 19. marts, og I burde alle tage at komme!).

Så det er mit liv p.t. Og så er jeg i øvrigt gift med en dejligt sød kone, der er god til at passe på en lille, syg dreng. Men det har I vel ikke brug for at høre om.

Street Fighter II … på den hardcore facon!

I dag gik der nørd i den. Det startede med en uskyldig tur op til Fakta efter morgenbrød med Matt Grey’s Last Ninja II soundtrack på iPod’en. Mens man gik og hørte genialitet i mono mindede man sig selv om, at, hey, man kan jo downloade spillet til sin Wii.

Og det gjorde man så, da man kom hjem. Men samtidig besluttede man sig også for, at hjemmet ville være ekstra beriget hvis man også havde Street Fighter II på Wii’en.

Alle kender jo Street Fighter II. Jeg spillede enormt meget Street Fighter II som barn tilbage i 90′erne på min vens Super Nintendo, og fik næsten altid tæsk, selv om jeg lærte næsten alle figurenes special moves udenad. Min kone, der på det tidspunkt ejede en Super Nintendo tilbage på Stevnsland, havde også Street Fighter II. Nu jeg tænker over det var det vist obligatorisk, hvis man havde en Super Nintendo, at eje mindst én version af Street Fighter II.

Så jeg tager turen på WiiShop’en og leder efter Street Fighter II og bliver med det samme mindet om det ugennemskuelige kaos, der var Capcom’s største cash cow i 90′erne. Hold kæft, der findes mange versioner af det spil. Heldigvis ved jeg, hvad jeg går efter: ikke noget “New Challengers” eller “Alpha” pis til mig, tak. Enten skal vi have originalen eller “Turbo”, og så kan T.Hawk, Cammy, Fei Long og de andre tabere ellers bare fucke af.

Jeg får også downloadet hvad jeg tror er det rigtige Street Fighter II, selv om jeg ikke kan huske hvad “Champion Edition” er — men jeg tænker, at det nok bare er en af de mulliard andre remixes af “Turbo”, der fandtes. Nix. Det viser sig at være TurboGrafx-versionen!

Det er så hvad dét er, jeg er 700 Nintendo-point fattigere (hvilket er ca. en 50′er, så no big deal), og jeg får da også hurtigt fundet den rigtige Super Street Fighter II Turbo til Super Nintendo. Men bare for sjov skal jeg da lige se hvad TurboGrafx-versionen kan.

Og guess what? Den kan spilles med Wii-Remoten!* Hvor Super Nintendo-versionen naturligvis kræver en classic controller, fordi der er tre punch og tre kick-knapper at holde styr på, så kan man, af en eller anden afsindig grund, bruge den medfølgende Wii-controller til at spille TurboGrafx versionen med!

Men det er kun for fucking hardcore spillere.

For man skal godt nok smide alt, hvad man har lært gennem barndommens utallige nederlag og sejre, ud ad vinduet og starte næsten forfra. Lad mig lige forklare hvordan det styres:

Man holder Wii-Remoten sidelæns, ligesom hvis man spiller gamle NES-spil. D-pad’en gør, hvad man skulle forvente — bevæger din slagsbror frem og tilbage på skærmen — mens 1 og 2 knapperne er attack-knapper.

Men her kommer det bizarre: minus-knappen bruges til at toggle mellem hhv. slag eller spark. Så 1 og 2 er altså enten punch eller kick, afhængigt af hvad du har togglet dem til at være!

Alle special-moves er de samme — f.eks. ned-frem-punch for Ruy’s fireball, eller tap-kick for Chun Li’s lyn-spark. Men man skal godt nok have tungen lige i munden og være ekstra strategisk under slagsmålet, for damn, det er svært at skifte attack midt i kampens hede! For ikke at nævne, at minus-knappen sidder helt inde på midten af controlleren, og lige under home-knappen — så man er faktisk nødt til at kigge ned på sin controller midt under kampen for at kunne skifte!

Super Nintendo-versionen er til fest. TurboGrafx-versionen her er for hardcore spillere! Hvis du synes, du er for god til Street Fighter, så skal du bare komme forbi min lejlighed og få et slag. Jeg garanterer, at du enten ser Street Fighter II på en helt ny måde, eller kaster Wii-Remoten ud ad vinduet i frustration.

Game on, bitches!

* Jeg har i øvrigt aldrig forstået hvorfor den ikke bare hed “Wii-moten”. Altså, “Wii” og “remote” slået sammen i ét. Det hedder den hos mig, og det hedder den vist nok også hos alle andre Wii-ejere, jeg kender. Nintendo er ikke så skarpe igen.

En Watchmen-jomfru ser “Watchmen”, Pt. II

Det første, der sker, når jeg tænder DVD-afspilleren igen, er, at Rorschach — den irriterende mand med den endnu mere irriterende stemme — bliver anholdt, afmaskeret og smidt i fængsel. Men jeg har svært ved at juble, for alle ved, at så snart en superhelt bliver smidt i fængsel, så er han kun cirka en uges tid fra at bryde ud igen.

Og det gør han skam også. Men først skal fængslet lige eksplodere i et fuldstændig umotiveret oprør på Natural Born Killers-niveau, selv om alle i fængslet kun er efter én mand. Og hvis fantastiske idé var det i øvrigt at smide ham i “general population,” når de ved, at a) mandens fritidsbeskæftigelser involverer at smide folk ned ad elevatorskakte og bruge folks hoveder som økseholdere, og b) eftersom han er skyld i, at næsten samtlige af fængslets indsatte røg ind, så var der måske bare en lille, minimal chance for, at det her var en katastrofalt dårlig idé?!

Ladies and gentlemen, that’s bad storytelling. Det er udelukkende en undskyldning fra historiens side for at vise os præcis hvor bad-ass vores lille Doom Marine er, selv om det går imod al sund fornuft.

I mellemtiden har Whiney Kent og den blå dildos kneppeaffald fundet sammen. Hovedsageligt fordi den blå dildo blev ked af, at han gav alle omkring ham kræft, og derfor besluttede sig for at tage til Mars, og frk. Kneppeaffald er løbet tør for Duracell-batterier at slikke på derhjemme. Hvorfor den blå dildo skulle helt til Mars, i stedet for bare et kort visit tilbage til hans state-of-the-art laboratorium for lige hurtigt at finde ud af, om der virkelig var nogen videnskabelig sammenhæng mellem hans tryllekræfter og bare almindelig kræft, ville nok have givet for meget mening. Så hellere en fuldstændig irrationel, følelsesladet panikløsning.

Whiney Kent har dog erektionsproblemer hvis der ikke er læder i nærheden (I’m not kidding), så ham og frk. Kneppeaffald beslutter sig for at tage deres dragter på og gi’ den gas som i gamle dage. Viagra fandtes ikke i 1985, men hvem har også brug for Viagra når man har både læderdragten og et rumskib formet som en Hello Kitty i kælderen?

Men vent, var der ikke noget, vi skulle finde ud af? Noget med nogen, der går rundt og slår nogle andre ihjel, og de er vist nok vores gamle venner– ah, fuck it, lad os skyde et lejlighedskompleks i ghettoen i smadder, efterlade de nu hjemløse ofre midt på gaden midt om natten, og fejre det hele ved at kneppe i vores Hello Kitty-rumskib, nu der endelig er gang i den lille soldat.

Eftersom hele fængselsscenens eneste formål var at placere Rorschach et sted hvor de andre kunne finde ham, så gør de selvfølgelig dét. Fyren var ellers halvvejs på vej ud ad døren selv, efter at have ladt et hel fængsel fyldt med voldelige kriminelle gå amok uden så meget som at låse efter sig, men vores turteldue-par er flinke nok til at give ham et lift væk derfra.

Endelig skal vi til at finde ud af hvad hele plottet handler om! Og indlysende nok er det Mr. “Chew the Scenery” Voidtotdtdtdtddtdt, der står bag det hele. Hvorfor dette overrasker vores helte så meget må have noget at gøre med hvor meget, deres masker strammer om deres hoveder. Manden opkaldte sig selv efter en ægyptisk gud; han holder lange, kedelige taler om faraoer; og firmaet, der står bag mordene på superheltene, hed fucking Pyramid! Af en mand, der kalder sig Rorschach, så er han sgu ikke så dygtig til det med associativ tænkning.

Anyway, Voidtodtdotdts plan er at bruge den kæmpe BFG, som den blå dildo har bygget til ham, til at udrydde små dele af storbyer i USA og få det hele til at se ud som om det var den blå dildos skyld. Derved vil bad-replica-Nixon og USSR have en ny fjende at stå sammen mod, og holde op med være åndssvage over for hinanden.

Det lykkes. Filmen slutter.

Den store konfrontationsscene i Voidtdotds “Fortress of Solitude” på Antarktis havde jeg ærlig talt svært ved at engagere mig i, for jeg havde travlt med at skrige, “Det er 50 minusgrader! Har du hørt om hypotermi, din idiot?!” til Rorschach, der tilsyneladende har intet problem med at krydse en arktisk ørken kun iført hans Bogart-jakke.

Så vidt jeg kunne regne ud, efter blodårene i mit hoved var holdt op med at dunke som en punk-stortromme, så debatteres der lidt frem og tilbage om hvorvidt det var etisk korrekt at samle menneskeheden i fred gennem masseødelæggelse. Den blå dildo dukker endda op, men han er efterhånden fuldstændig utilregnelig. Han skifter jo mening hyppigere end normale mennesker skifter underbukser: først kan han ikke fordrage mennesker, men efter at have fyret et kort Vulcan Mind Trick af på Frk. Kneppeaffald finder han ud af, at han alligevel godt kan lide os små krapyl. Først er han enormt skuffet over Voidtdtdtd, men et splitsekund efter synes han, at det hele faktisk var en fin idé. Og så, selv om han har lovet at ville beskytte den ‘nye orden’ (hvilket han beviser ved endelig at opfylde mine ønskedrømme og forvandle blækspasseren til en klump blod i sneen), så beslutter han sig derefter for, uden forklaring, at pisse af og lave noget andet i stedet.

Tilbage i hvad der skulle forestille at være den virkelige verden er alle glade over, at store dele af deres storbyer mangler. Frk. Kneppeaffald konfronterer sin mor med hendes viden om, at The Comedian egentlig var hendes far, men det betyder tilsyneladende intet, for moderen bliver ikke sur, hun har stadig et alkoholproblem, og Whiney Kent har stadig brug for sin læderdragt for at få den op at stå. Måske ville det hjælpe hvis trunten lod være med at snakke så meget om sin blå eks? Ah, fuck it. Hvis filmen ikke gider tage personkarakteristikken og karakterernes indbyrdes konflikter alvorligt, så gider jeg heller ikke.

Faktisk er os almindelige mennesker så glade for ødelæggelsesbølgen, at en avisredaktør lamenterer over, at der ikke er mere at rapportere, fordi alle konflikter på hele kloden er tilsyneladende uddøde. Nu ville jeg ønske, jeg aldrig havde brugt ordet ‘plausibel’ om denne film.

Final verdict: Det er en flot film, og den er velinstrueret og godt klippet sammen. Der er mange flotte ord og poetiske vendinger i manuskriptet. Men de er alle sammen mere eller mindre ørkesløse, for filmen har intet klimaks og ingen sympatiske mennesker i sit persongalleri. Filmen har det problem, at den enormt gerne vil være eftertænksom og filosofisk, hvilket typisk involverer en del snakken og frem og tilbage, og samtidig gerne vil være en flot og action-fyldt superheltefilm. Problemet er så bare, at plottet og filosofien bag de flotte ord er så dumsmart, at det er umuligt at tage seriøst. Så resultatet er en film, der vil kede action-fans og irritere resten af os.

Karakterernes baggrundshistorier ville måske være interessante hvis de senere blev brugt til noget, men som historien udarter sig er de bare fylde for at skjule, at selve plottet er rimelig stupidt. Jeg kan godt forstå konceptet i at ved at give menneskeden en ny fjende, så har de en undskyldning for at slå sig sammen. Men det er samtidig et utroligt kynisk og fatalistisk menneskesyn, som mere end kraftigt antyder, at tilforladne mennesker ikke har noget bedre at tage sig til end at gøre livet surt for dem omkring sig, og derfor har brug for antagonister i deres liv for at give det hele nogen mening. Bullshit. Den slags ævl kan kun klassificeres som en filosofisk åbenbaring hvis man i forvejen er My Chemical Romance-fan og synes, verden er uretfærdig fordi man har fået stuearrest.

Den eneste kloge replik i filmen, når man endelig koger det hele ned, var “Grow up,” og jeg ville ønske, nogen havde fulgt den tanke til dørs under filmens produktion.

I øvrigt burde gutten, der var ansvarlig for filmens lydeffekter, være blevet fyret.

En Watchmen-jomfru ser “Watchmen”, Pt. I

Jep, der står “ser”, ikke “læser”. Så lad mig lige fra starten frabede mig enhver kommentar, der lugter af, “Hvorfor læser du ikke tegneserien?” eller “Tegneserien er langt bedre,” eller lignende. Jeg har aldrig læst tegneserien. Jeg ved godt, den er lavet af Dave Gibbons, der også tegnede al baggrundsgrafikken til et af mine yndlingsspil, Beneath a Steel Sky. Den er sikkert fantastisk — det har jeg i hvert fald hørt fra flere af mine venner, der omtaler den i nærmest fanatiske toner. Men tegneserien kunne af gode grunde ikke lejes i Blockbuster. Så nu prøver jeg filmen i stedet.

Dette er kun part 1, for vi taler om en film med en varighed på næsten to-en-halv time, og jeg har stoppet filmen cirka halvvejs. Så vidt jeg kan forstå på narrativets forløb, så har jeg også stoppet den det helt rigtige sted: plottet ser faktisk først nu ud til at bevæge sig nogle steder, i stedet for bare at være et langt ekspositionsforløb.

Jeg stoppede filmen lige efter en lejemorder væltede ud af en elevator, skød vildt omkring sig, bed i en cyanidkapsel og lagde sig til at dø, mens vores “helte” endelig er begyndt at stille spørgsmålet, jeg selv har siddet og ventet på blev besvaret siden filmens åbningssekvens: Hvem går rundt og slår afdankede eks-superhelte ihjel, og hvorfor?

Op til dette punkt synes jeg faktisk, jeg har været godt underholdt. Af en superheltefilm at være, så føler jeg mig for første gang ikke talt ned til, ejheller føler jeg mig overvældet af for megen “art-fighting,” som denne slags film ellers plejer at være gennemsyrede af (se Spider-Man, The X-Men, 300, et cetera ad nauseum). Bevares, af og til kan filmen ikke lade være med at give os en dosis voldsporno — specielt er åbningssekvensen, hvor The Comedian får bølletæv lige på grænsen til at være latterligt over-instrueret — men når man senere hen kan krydsklippe en tæve-scene med en diskussion om de etiske spilleregler omkring atomær krigsførelse, så kan jeg faktisk godt undskylde alfahan-øjeblikkene.

Jeg er også ganske imponeret over ideen om et plausibelt, alternativt 1985, hvor Vietnam-krigen blev vundet, Nixon genvalgt og … øh, politimænd tog kapper på i deres fritid for at bekæmpe kriminalitet. Okay, ikke alt behøver at være plausibelt. Specielt ikke når Nixon og hans regering fremstilles så karikerede, at jeg nærmest forventede at høre ham sige, “Arrooooo!” før hver sætning, som i Futurama.

Og specielt-specielt ikke når et uheld inden i en enorm himstregims, hvis formål endnu ikke er blevet ekspliciteret af filmen og måske aldrig bliver det, kan transformere en mand til en enorm, blå, mandlig Real-Doll. Men fuck it! — vi befinder os jo som sagt allerede i en “alternativ verden”; we might as well ride it for all it’s worth.

Man kan så måske debattere hvorledes det er god fortællestil at bruge den første halvanden time på ren eksposition. For som sagt er karaktererne i filmen først nu begyndt at stille det spørgsmål, jeg sad og ventede på afklaring på siden The Comedian tog flyveturen. Og bevares, spørgsmålet er da også blevet stillet hist og pist — men det har hovedsageligt været af en maskeret mand med en stemme som The Doom Marine med halskræft, og han irriterer mig virkelig helt ubegribeligt meget.

Men i modsætning til f.eks. Southland Tales fungerer den store mængde eksposition faktisk i denne film, ikke mindst fordi de er fortalt i nogle rigtigt velinstruerede og velklippede flashback-sekvenser. Disse sekvenser er ikke påtrængende eller langsommelige, som flashback-sekvenser har en tendens at være, men er alligevel er fyldestgørende nok til at give en motivationsbaggrund for karakterernes handlinger i nutiden. Lige med undtagelse af Dr. Manhattans baggrundshistorie, der næsten fór vild i sin egen tidslinie — der skulle man godt nok have tungen lige i munden og ikke fjerne øjnene fra skærmen, for dén skiftede tid nærmest hvert tredje sekund.

Så hvad er der at sige om karaktererne? Jo, jeg har allerede nævnt hvor irritererende Rorschach er. Bestiller den mand andet end at pisse rundt i gaderne — in plain sight, iøvrigt, selv om han er eftersøgt af ordensmagten for stadig at være dum nok til at have maske på — og recitere emo-poesi om, at der er for mange ludere i gadebilledet? Nåja, han tæver også en aldrende kræftpatient. Jeg håber, han er den næste, der dør — og det har jeg ønsket siden jeg hørte ham læse højt af sin dagbog for første gang — men eftersom han fylder det meste af billedet på DVD’ens forside, så går mit ønske næppe i opfyldelse.

Så er der Dreiberg, alias “Clark Kent-fyren”, som, da jeg stoppede filmen, lige var ved at blive aktivt interesseret i plottet, i stedet for at mødes med den blå dildo’s kneppeaffald på kaffebarer og tylle bajere med hans forgænger. Han har desværre ikke foretaget sig noget endnu, og det har frk. kneppeaffald heller ikke, men de ser ud til at være lige på nippet til at træde i karakter og bidrage til filmens handling. Ind til videre har deres mest aktive øjeblik været at prygle en flok tilfældige, sagesløse voldtægtsmænd i en gyde, tag-team-style, men det var tilsyneladende bare for at strække ud: om lidt laver de vist rent faktisk noget!

Det samme kan dog hverken siges om forretningsmanden Veidt eller den førnævnte blå dildo. Den blå dildo er ved at bygge en BFG til den amerikanske regering mens han giver alle omkring ham kræft, og “I’m So Handsome” Veidt er tilsyneladende stadig bitter over, at han ikke fik læst shakespeareansk drama færdigt, for hvis hans monologer tyggede hans scener mere gennemført ville der være bidemærker i filmens celluloid.

Men som sagt glæder jeg mig til at se plottet udfolde sig! For nu har jeg alligevel ventet i godt halvanden time på det, og ind til videre har jeg ikke lært så meget andet end at blåmandens fingre, og dermed sandsynligvis også andre dele af hans anatomi, smager som at labbe på et Duracell. Thank you, movie!

Og nu, uden sarkasme: Ind til videre er jeg godt engageret i historien, og jeg glæder mig i al ærlighed faktisk til at se, hvem der går og rydder ud i en flok aber, der tilsyneladende allerede nærmest har udryddet sig selv i forvejen. Jeg kan nærmest kun forestille mig to muligheder: a) enten er det en af deres egne, altså en af de karakterer, vi har mødt allerede, og det synes jeg, ville være rimelig uoriginalt, eller b) det er en af de der superskurke, som vi hører så meget om, men ikke har set endnu. Nå jo, vi har set én, men han havde elverører og var ved at dø af kræft, så det er næppe ham.

Stay tuned for pt. 2 tomorrow!

Jesper Bay er ikke en ekspert

Mens jeg ventede på tømmermændspizza i dag læste jeg tilfældigvis i torsdagens MetroXpress. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at forvente mere af den avis end hvad den egentlig er. Men jeg fik læst en artikel, der simpelthen gjorde mig så hvid af raseri, at jeg måtte ud med det.

Artiklen handler i al sin enkelthed om, at hver sjette dansker har prøvet at downloade en film fra nettet. Det er jo, som bekendt, noget, filmbranchen er meget utilfredse med, for det tager jo penge fra deres forældede, arkaiske forretningsmodel. Løsningen, ifølge filmproducent Michael Obel, er “et lovgrundlag, der sidestiller ulovlig download med tyveri af en fysisk vare.”

Dén er ret nem at tilbagevise som panikslagen idioti fra en person, der ikke forstår sig på den nye teknologi, ejheller hvad ‘en kopi’ betyder. Han skal jo bare have hjælp. Og det får han her:

Hvad der derimod gjorde mig hvid af raseri var kolonnen ude til højre. Overskriften lyder: “Eksperten: Filmfolk skal lære af musikken.” Okay, har vi ligefrem en ekspert inde over det her? Det lyder da interessant.

Eneste problem er, at det er Jesper Bay, der er ‘eksperten’. Denne gang er det vist MetroXpress — specielt journalisten Klaus Lange — der skal have lidt hjælp med på vejen.

For at gøre sig fortjent til titlen ekspert bør vedkommende udtale sig sagligt og tilnærmelsesvis objektivt om en sag, han ikke har partisk involvering i. Jesper Bay, derimod, er en luret klaphat, der som en anden viljeløs marionetdukke er helt og holdent 100% i lommen på Branchen(tm). Det her, folkens, er hvad der kaldes ekstremt dårlig journalistik og mangel på kritisk holdning.

Jesper Bay har længe gjort sig ekstremt uheldigt bemærket ved at udvise en total mangel på forståelse over for nye teknologier. I hans hoved burde alle, der så meget som har klædt sig ud som pirat til fastelavn, bag tremmer, fordi hans arbejdsgiver — den gamle, slatne pik, der kæler ham blidt på kinden og beder om et kys i ny og næ ved navn IFPI — har hovedet så langt op i deres egen røv, at de griber efter den ene panikløsning efter den anden.

Jeg har tidligere skrevet om “forbud og straf” som vores lands nye motto. Jesper Bay er indbegrebet af denne forståelse.

Og han er ikke ekspert. På noget som helst.

Fuck pladebranchen, fuck Jesper Bay, fuck MetroXpress, og fuck jer, hvis I hører på disse dinosaurlevn og deres paranoide pis om ulovlige downloads. Hvis plade- og filmbranchen fik øjnene op og prøvede at bruge deres computere til andet end at spille 7-Kabale på, så ville de ikke befinde sig i det hul, de selv har gravet. Så fuck dem.

Min lille puppeverden

Det viser sig, at erhvervslivet ikke er særlig interesserede i at ansætte folk, nu hvor skrupelløse spekulanter og grådige finansinstitutioner har losset os alle ned i et finansielt lokum og hevet i håndtaget. Hvem havde set dén komme?

Så nu, med mindre en ridder på en hvid kommunikationshest kommer og redder mig, så står den vist på aktivering fra midten af februar. Det involverer, så vidt jeg kan regne ud fra de meget vage beskrivelser i folderen, jeg fik tilsendt, at sidde foran en computer fra kl. 8 til kl. 16 og lave det samme, som jeg laver herhjemme. Tak, babysittersamfund!

Men der er også lyspunkter. Vi har skrevet vores sang til RUC MGP 2010 færdig. Og familiens patriark er kommet hjem fra forlænget besøg på kanylehotellet og er endelig hjemme i (foreløbig) god behold.

Egentlig sker der en masse lort ude i den virkelige verden, jeg kunne komme med snarky kommentarer til. Såsom at regeringen vil sætte CCTV kameraer op i København, fordi det jo hjælper at behandle symptomet i stedet for problemet.

Eller at Apple tror, at en forvokset iPod Touch er hvad vi alle har savnet uden selv at vide det.

Eller at Sybreed’s The Pulse of the Awakening er den bedste plade, jeg har hørt i lang tid, men den kan ikke fås på vinyl, så jeg kan ikke retfærdiggøre at købe den.

Men jeg vælger at holde indlægget positivt i dag.

Highs and lows

Det var noget af en weekend. For at genoplive en træt metafor, så har det faktisk været lidt af en rutsjetur, med store højdepunkter og ekstreme lavpunkter.

Det ene ekstreme lavpunkt kender I i forvejen, men jeg er nødt til at nævne det igen: min fucking harddisk. Dér røg ikke kun mit AGS-projekt, som jeg var virkelig optaget af, men også alle mine musikfiler, et væld af dokument-backups fra tidligere computere, et rimelig saftigt MP3-bibliotek og alle mulige andre herlige ting. Jeg håber virkelig, indholdet kan reddes – selv hvis jeg bliver nødt til at lægge penge på bordet for en ny, hvis garantiperioden er overskredet – for ellers bliver jeg virkelig deprimeret.

Det andet ekstreme lavpunkt var, at familiens patriarks galdeblære besluttede sig for, at den ikke kunne vente til marts med at blive fixet, så den skabte sig hysterisk og landede førnævnte patriark på hospitalet. Heldigvis vendte lavpunktet sig til et højdepunkt, for selv om operationen tilsyneladende var langt mere kompliceret end doktortyperne havde regnet med, så endte det godt alligevel.

Nu vi har bevæget os over i højdepunkterne, så var det andet gode højdepunkt, at Stodders Inc. mødtes og skrev årets vindersang til RUCs Melodi Grand Prix. Jep, intet mindre. (Håber vi, i hvert fald.) Vi fejrede vores egen genialitet ved at drikke øl og spise “man-cake” – som er en lagkage bestående af omeletter, bøf, bacon og smeltet ost.

Lørdag morgen vågnede jeg så op med verdens arrigste, mest nederdrægtige tømmermændskvalme. Så i stedet for at have en hyggelig lørdag aften med Donut, så havde jeg en mindre hyggelig aften i sengen med en diæt bestående udelukkende af saltede chips og cola mens jeg så Spoony Experiment.

Men nu er jeg tilbage ovenpå, og min kone kommer hjem i dag. Min harddisk virker stadig ikke, men jeg tror, at hvis jeg udviser en smule tålmodighed, så vil jeg blive belønnet for det. (Syv ni fucking tretten.)

Now playing: “Not my kind of day”

Og dagen startede ellers så godt. Vågnede frisk og udhvilet; havde en god morgen sammen med konen, hvor vi diskuterede hjerteligt om hvorfor dansk stand-up er sådan et hul i jorden og dansk humor generelt er noget pis; hørte noget Sybreed for at komme i morgenstemning og …

Knald. Der røg harddisken sgu. Min kære, lille eksterne harddisk, som jeg fik i julegave sidste år (altså 2008), og som jeg elsker som mit eget barn. Den indeholder alle mine vigtige ting, og den har stået mig bi gennem utallige tåbelige projekter. Knald, sagde det, og så fandtes den ikke mere.

Okay, dataen på den kan sikkert reddes. Og mon ikke reklamationsretten stadig gælder. Så nogen vild katastrofe er det ikke (endnu). But it sure as hell blows my weekend.

Så nu sidder jeg her … fredag eftermiddag … Pigen er på RUC og er ikke hjemme, hverken i aften eller i morgen. Jeg har ingen harddisk. Jeg havde ellers mit store AGS-projekt gående, som jeg gerne ville have arbejdet videre på i aften, men dén er ligesom udelukket.

Så nu sidder jeg og kigger min gamle, gamle stationære harddisk igennem. Fandt nogle gamle mp3′ere, der er lidt morsomme:

—

Bjørn og jeg sad og legede, og genindspillede en smule af Animal Assisted Therapy – denne gang med vokalharmoni! Nej, det var aldrig meningen, det skulle bruges til noget. Det er helt og totalt kun for sjov.

—

Mekaniknep, et stykke musik lavet fra dengang, LAN-parties stadig var sjove. Arnt og jeg sad ved siden af hinanden mens jeg lavede dette, og QuQ ‘programmerede’ slutningen (faktisk indtastede han bare porno-replikker ind i en speech-synthesizer).

—

Dengang jeg syntes, jeg var helt vildt ferm til Impulse Tracker, og jeg havde lige mødt hr. Synchaoz. Vi besluttede os for at danne et band, og nåede at lave en halv sang før dét gik i sig selv. Dette er den halve sang.

—

Blood Money. Ja, C64-spillet Blood Money. Tilsat MIDI-trommer. Har altid gerne villet lave et cover af denne, men det nåede kun til MIDI-tromme-stadiet. I 2005.

—

Om en times tid skal jeg ud og skrive dette års RUC MGP-vinder med Stodders Inc.. Det bliver godt at rage-dumpe på et sæt trommer ovenpå den formiddag, jeg har haft.

Projekter

Rygterne om min lade stilling er stærkt overdrevne. Jeg har masser at holde mig beskæftiget med.

I morgen skal jeg f.eks. ud til Bjørn og “lave lidt musik”, som han kalder det. Jeg foreslog ham også at vi overvejede at stable noget live-performance på benene til RUC’s Årsfest i år. Måske en Kampf Mekanik-reunion, måske noget helt andet? Vi ved det ikke.

Jeg skal også mødes med de glade galninge i Stodders Inc. for at skrive vores bidrag til årets RUC Melodi Grand Prix. Det er jo efterhånden en tradition, at Stodderne spreder lidt politisk ukorrekt glæde til fadbamserne, og det er en tradition, som jeg i hvert fald har tænkt mig at holde ved. Selv når samtlige bandmedlemmer ikke længere er RUC’ere vil jeg nok stadig gå og foreslå, at vi liiiige dukker op som pauseunderholdning og giver et nummer. Hvis de nye RUC’ere altså kan finde ud af at holde MGP.

Jeg har også travlt på hjemme-musikfronten. Jeg har lagt nogle små, drilske lydklip op af nye Alchemy-sange på Alchemy-bloggen, som på et eller andet tidspunkt også skulle munde ud i en ny udgivelse. Nu er jeg efterhånden så glad for den guitar-lyd, jeg har fundet, og det enorme bibliotek af beskidte sample-beats, jeg kan vride og flå i, at det ville være synd ikke at gøre noget konstruktivt ved det.

Og så går jeg faktisk også og arbejder på et personligt, kreativt projekt, som jeg ikke vil løfte sløret for endnu. Simpelthen fordi det er for dumt, og jeg aldrig nogensinde ville kunne forklare det fyldestgørende uden rent faktisk at vise det frem. Men jeg kan sige så meget, at det har med AGS at gøre, og min kone klager allerede over, at det tager for meget af min tid.

Nå ja, og så er der jobsøgning ved siden af. Hvilket også tager en god luns af min tid. Så hvem sagde lad? (ZzZZzzzzz…)