Jesper Bay er ikke en ekspert

Mens jeg ventede på tømmermændspizza i dag læste jeg tilfældigvis i torsdagens MetroXpress. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at forvente mere af den avis end hvad den egentlig er. Men jeg fik læst en artikel, der simpelthen gjorde mig så hvid af raseri, at jeg måtte ud med det.

Artiklen handler i al sin enkelthed om, at hver sjette dansker har prøvet at downloade en film fra nettet. Det er jo, som bekendt, noget, filmbranchen er meget utilfredse med, for det tager jo penge fra deres forældede, arkaiske forretningsmodel. Løsningen, ifølge filmproducent Michael Obel, er “et lovgrundlag, der sidestiller ulovlig download med tyveri af en fysisk vare.”

Dén er ret nem at tilbagevise som panikslagen idioti fra en person, der ikke forstår sig på den nye teknologi, ejheller hvad ‘en kopi’ betyder. Han skal jo bare have hjælp. Og det får han her:

Hvad der derimod gjorde mig hvid af raseri var kolonnen ude til højre. Overskriften lyder: “Eksperten: Filmfolk skal lære af musikken.” Okay, har vi ligefrem en ekspert inde over det her? Det lyder da interessant.

Eneste problem er, at det er Jesper Bay, der er ‘eksperten’. Denne gang er det vist MetroXpress — specielt journalisten Klaus Lange — der skal have lidt hjælp med på vejen.

For at gøre sig fortjent til titlen ekspert bør vedkommende udtale sig sagligt og tilnærmelsesvis objektivt om en sag, han ikke har partisk involvering i. Jesper Bay, derimod, er en luret klaphat, der som en anden viljeløs marionetdukke er helt og holdent 100% i lommen på Branchen(tm). Det her, folkens, er hvad der kaldes ekstremt dårlig journalistik og mangel på kritisk holdning.

Jesper Bay har længe gjort sig ekstremt uheldigt bemærket ved at udvise en total mangel på forståelse over for nye teknologier. I hans hoved burde alle, der så meget som har klædt sig ud som pirat til fastelavn, bag tremmer, fordi hans arbejdsgiver — den gamle, slatne pik, der kæler ham blidt på kinden og beder om et kys i ny og næ ved navn IFPI — har hovedet så langt op i deres egen røv, at de griber efter den ene panikløsning efter den anden.

Jeg har tidligere skrevet om “forbud og straf” som vores lands nye motto. Jesper Bay er indbegrebet af denne forståelse.

Og han er ikke ekspert. På noget som helst.

Fuck pladebranchen, fuck Jesper Bay, fuck MetroXpress, og fuck jer, hvis I hører på disse dinosaurlevn og deres paranoide pis om ulovlige downloads. Hvis plade- og filmbranchen fik øjnene op og prøvede at bruge deres computere til andet end at spille 7-Kabale på, så ville de ikke befinde sig i det hul, de selv har gravet. Så fuck dem.

Min lille puppeverden

Det viser sig, at erhvervslivet ikke er særlig interesserede i at ansætte folk, nu hvor skrupelløse spekulanter og grådige finansinstitutioner har losset os alle ned i et finansielt lokum og hevet i håndtaget. Hvem havde set dén komme?

Så nu, med mindre en ridder på en hvid kommunikationshest kommer og redder mig, så står den vist på aktivering fra midten af februar. Det involverer, så vidt jeg kan regne ud fra de meget vage beskrivelser i folderen, jeg fik tilsendt, at sidde foran en computer fra kl. 8 til kl. 16 og lave det samme, som jeg laver herhjemme. Tak, babysittersamfund!

Men der er også lyspunkter. Vi har skrevet vores sang til RUC MGP 2010 færdig. Og familiens patriark er kommet hjem fra forlænget besøg på kanylehotellet og er endelig hjemme i (foreløbig) god behold.

Egentlig sker der en masse lort ude i den virkelige verden, jeg kunne komme med snarky kommentarer til. Såsom at regeringen vil sætte CCTV kameraer op i København, fordi det jo hjælper at behandle symptomet i stedet for problemet.

Eller at Apple tror, at en forvokset iPod Touch er hvad vi alle har savnet uden selv at vide det.

Eller at Sybreed’s The Pulse of the Awakening er den bedste plade, jeg har hørt i lang tid, men den kan ikke fås på vinyl, så jeg kan ikke retfærdiggøre at købe den.

Men jeg vælger at holde indlægget positivt i dag.

Highs and lows

Det var noget af en weekend. For at genoplive en træt metafor, så har det faktisk været lidt af en rutsjetur, med store højdepunkter og ekstreme lavpunkter.

Det ene ekstreme lavpunkt kender I i forvejen, men jeg er nødt til at nævne det igen: min fucking harddisk. Dér røg ikke kun mit AGS-projekt, som jeg var virkelig optaget af, men også alle mine musikfiler, et væld af dokument-backups fra tidligere computere, et rimelig saftigt MP3-bibliotek og alle mulige andre herlige ting. Jeg håber virkelig, indholdet kan reddes – selv hvis jeg bliver nødt til at lægge penge på bordet for en ny, hvis garantiperioden er overskredet – for ellers bliver jeg virkelig deprimeret.

Det andet ekstreme lavpunkt var, at familiens patriarks galdeblære besluttede sig for, at den ikke kunne vente til marts med at blive fixet, så den skabte sig hysterisk og landede førnævnte patriark på hospitalet. Heldigvis vendte lavpunktet sig til et højdepunkt, for selv om operationen tilsyneladende var langt mere kompliceret end doktortyperne havde regnet med, så endte det godt alligevel.

Nu vi har bevæget os over i højdepunkterne, så var det andet gode højdepunkt, at Stodders Inc. mødtes og skrev årets vindersang til RUCs Melodi Grand Prix. Jep, intet mindre. (Håber vi, i hvert fald.) Vi fejrede vores egen genialitet ved at drikke øl og spise “man-cake” – som er en lagkage bestående af omeletter, bøf, bacon og smeltet ost.

Lørdag morgen vågnede jeg så op med verdens arrigste, mest nederdrægtige tømmermændskvalme. Så i stedet for at have en hyggelig lørdag aften med Donut, så havde jeg en mindre hyggelig aften i sengen med en diæt bestående udelukkende af saltede chips og cola mens jeg så Spoony Experiment.

Men nu er jeg tilbage ovenpå, og min kone kommer hjem i dag. Min harddisk virker stadig ikke, men jeg tror, at hvis jeg udviser en smule tålmodighed, så vil jeg blive belønnet for det. (Syv ni fucking tretten.)

Now playing: “Not my kind of day”

Og dagen startede ellers så godt. Vågnede frisk og udhvilet; havde en god morgen sammen med konen, hvor vi diskuterede hjerteligt om hvorfor dansk stand-up er sådan et hul i jorden og dansk humor generelt er noget pis; hørte noget Sybreed for at komme i morgenstemning og …

Knald. Der røg harddisken sgu. Min kære, lille eksterne harddisk, som jeg fik i julegave sidste år (altså 2008), og som jeg elsker som mit eget barn. Den indeholder alle mine vigtige ting, og den har stået mig bi gennem utallige tåbelige projekter. Knald, sagde det, og så fandtes den ikke mere.

Okay, dataen på den kan sikkert reddes. Og mon ikke reklamationsretten stadig gælder. Så nogen vild katastrofe er det ikke (endnu). But it sure as hell blows my weekend.

Så nu sidder jeg her … fredag eftermiddag … Pigen er på RUC og er ikke hjemme, hverken i aften eller i morgen. Jeg har ingen harddisk. Jeg havde ellers mit store AGS-projekt gående, som jeg gerne ville have arbejdet videre på i aften, men dén er ligesom udelukket.

Så nu sidder jeg og kigger min gamle, gamle stationære harddisk igennem. Fandt nogle gamle mp3′ere, der er lidt morsomme:

—

Bjørn og jeg sad og legede, og genindspillede en smule af Animal Assisted Therapy – denne gang med vokalharmoni! Nej, det var aldrig meningen, det skulle bruges til noget. Det er helt og totalt kun for sjov.

—

Mekaniknep, et stykke musik lavet fra dengang, LAN-parties stadig var sjove. Arnt og jeg sad ved siden af hinanden mens jeg lavede dette, og QuQ ‘programmerede’ slutningen (faktisk indtastede han bare porno-replikker ind i en speech-synthesizer).

—

Dengang jeg syntes, jeg var helt vildt ferm til Impulse Tracker, og jeg havde lige mødt hr. Synchaoz. Vi besluttede os for at danne et band, og nåede at lave en halv sang før dét gik i sig selv. Dette er den halve sang.

—

Blood Money. Ja, C64-spillet Blood Money. Tilsat MIDI-trommer. Har altid gerne villet lave et cover af denne, men det nåede kun til MIDI-tromme-stadiet. I 2005.

—

Om en times tid skal jeg ud og skrive dette års RUC MGP-vinder med Stodders Inc.. Det bliver godt at rage-dumpe på et sæt trommer ovenpå den formiddag, jeg har haft.

Projekter

Rygterne om min lade stilling er stærkt overdrevne. Jeg har masser at holde mig beskæftiget med.

I morgen skal jeg f.eks. ud til Bjørn og “lave lidt musik”, som han kalder det. Jeg foreslog ham også at vi overvejede at stable noget live-performance på benene til RUC’s Årsfest i år. Måske en Kampf Mekanik-reunion, måske noget helt andet? Vi ved det ikke.

Jeg skal også mødes med de glade galninge i Stodders Inc. for at skrive vores bidrag til årets RUC Melodi Grand Prix. Det er jo efterhånden en tradition, at Stodderne spreder lidt politisk ukorrekt glæde til fadbamserne, og det er en tradition, som jeg i hvert fald har tænkt mig at holde ved. Selv når samtlige bandmedlemmer ikke længere er RUC’ere vil jeg nok stadig gå og foreslå, at vi liiiige dukker op som pauseunderholdning og giver et nummer. Hvis de nye RUC’ere altså kan finde ud af at holde MGP.

Jeg har også travlt på hjemme-musikfronten. Jeg har lagt nogle små, drilske lydklip op af nye Alchemy-sange på Alchemy-bloggen, som på et eller andet tidspunkt også skulle munde ud i en ny udgivelse. Nu er jeg efterhånden så glad for den guitar-lyd, jeg har fundet, og det enorme bibliotek af beskidte sample-beats, jeg kan vride og flå i, at det ville være synd ikke at gøre noget konstruktivt ved det.

Og så går jeg faktisk også og arbejder på et personligt, kreativt projekt, som jeg ikke vil løfte sløret for endnu. Simpelthen fordi det er for dumt, og jeg aldrig nogensinde ville kunne forklare det fyldestgørende uden rent faktisk at vise det frem. Men jeg kan sige så meget, at det har med AGS at gøre, og min kone klager allerede over, at det tager for meget af min tid.

Nå ja, og så er der jobsøgning ved siden af. Hvilket også tager en god luns af min tid. Så hvem sagde lad? (ZzZZzzzzz…)

Southland Tales er en dårlig film

Jeg havde en god nytårsaften. Havde I? Godt. Southland Tales er en lortefilm.

Jeg kunne ellers godt lide Donnie Darko. Jeg var dybt uenig i dens ‘ingen fri vilje’ filosofi, men derfor kunne jeg stadig godt nyde en eminent spillet og velsammenskruet film.

Men det er åbenbart steget Richard Kelly til hovedet. Southland Tales handler i virkeligheden bare om, at hvis du møder dig selv fra fremtiden, så lad være med at komme for tæt på ham, for så kollapserer virkeligheden i et tidsparadoks. Men for fuck’s sake, det fik vi også at vide i Jean Claude Van Damme-filmen Time Cop, og hvis dit store videnskabelige wow-øjeblik ikke er dybere end en Van Damme-film, så kræver jeg sgu pengene tilbage.

Selvfølgelig er det hele pakket ind i en masse karakterhistorier, som egentlig ikke er vigtige — f.eks. bruger filmen sit første kvarters tid på bare at smide eksposition efter os, og fortælle om forskellige karakterers indbyrdes relationsforhold. Men er det vigtigt for plottet, at trunten med sikkerhedskameraerne er svigermor til Twitchy Rock? Næ, men det får det hele til at se mere gennemtænkt ud end det egentlig er.

Ligeledes er alle de fantastisk stupide non-sequiturer, som karaktererne kommer med — som f.eks. “if you don’t let me suck your dick, I’ll kill myself” — hvilket ikke tjener andet formål end at lade Kelly udleve sin vådeste David Lynch-drøm. Beklager, Kelly, du har bare ikke frisuren til at komme på den slags replikker.

Richard Kelly tror, han er et filosofisk geni, der laver dybe, symbolrige historier. I virkeligheden er han bare en dreng med et stort budget, der pakker rudimentære postulater om tidsparadokser ind i klichéfyldt dommedagspoesi (det meste af det endda løftet fra Åbenbaringen i Bibelen) og lader som om, han er et filosofisk geni.

Hvorfor Moby sagde ja til at lave musik til den er mig en gåde. Til gengæld ville jeg gerne have set mere af Justin Timberlake — man kunne sagtens have skåret hans elendige dansesekvens ud til fordel for noget mere substantielt. Manden har jo rent faktisk talent! (?!)

Nytårshilsner

Bedre biologisk timing er til gengæld heller ikke set så ofte. På kun to dage er forkølelsen gået ud af sin angrebsfase og er på tilbagetog. Snotten i næsen er ikke længere dryppende på de mærkeligste tidspunkter, og kun en stemme som Leah Remini og en tendens til at hoste er hvad der er tilbage af den skide virus.

Det er selvfølgelig også på dette tidspunkt, at jeg forestiller mig, den er allermest smitbar. Næsten helt nedkæmpet af mit immunforsvar må virusen, panikslagen over udsigten til total udryddelse, være ekstra ivrig for at finde en ny værtsorganisme og male byen rød.

Så er det da godt, man skal til nytårsfest i Rødovre med sin kone, to af sine bedste venner og den enes kæreste. This can only end well.

I den anledning vil jeg gerne rette en hilsen til de tapre mænd og kvinder i uniform, der dagligt holder Danmark sikkert og frit mod svimlende trusler udefra. (Jeg taler naturligvis om parkeringsvagter og DSB-kontrollører.)

Også en hilsen til søens folk, som vi for en enkelt aftens skyld skal prøve at hamle op med i samlet alkoholindtag. Kamp til stregen, dér. (Jeg må godt lege med stereotyper; jeg kender en af grønlandsk afstamning.)

En hilsen til de nye tilflyttere i vores land, som vi endnu ikke helt har regnet ud hvad vi skal gøre med, men vi tænker ‘reservater’. ‘Ghettoer’ er jo sådan et følelsesladet ord. (Jeg må også godt lege med satirisk racisme, for jeg har en ven, der er neger.)

Og nu vi retter spotlightet mod minoriteter, selv om hele pointen med fællesforståelse var at opløse kategoriseringer baseret på religion, hudfarve eller seksuel præference, så vil jeg gerne sende en speciel hilsen til alle bøsserøve i hele Danmark! Må I få jer verdens bedste nytårsknald! (Det her må jeg også godt, for jeg er næsten sikker på, jeg har en ven, der er bøsse.)

Så: godt nytår, alle sammen! Her er min egen lille musikalske nytårshilsen til jer. (Med undskyldning til Björn Afskylius og band.)

Skål, og lad os fejre, at for 2010 år siden begyndte nogle tilfældige mennesker at tælle! Godt nytår.

Dårligere biologisk timing findes næppe

Der gik ikke mere end et par timer efter jeg var kommet hjem før jeg begyndte at mærke en velkendt kilden i halsen. Og ikke den slags venlige, velkendte kilden, som når man rømmer sig, eller nogen blidt masserer ens adamsæble med en svanefjer. (Er sidstnævnte overhovedet nogensinde sket for nogen?)

Her, dagen efter, er det officielt. Jeg er forkølet.

Solen får mig til at nyse. Jeg har det skiftevis koldt og varmt, selv om værelsestemperaturen er uforandret. Min kone siger, hun kan smage på mig, at jeg er ved at blive syg, når jeg kysser hende (hvilket i sig selv er en pænt bizar sætning). Værst af alt, så er der en eller anden røvhat, der har efterladt en af de der 5 kg vægte, man brugte i fysikforsøg i folkeskolen, på indersiden af min næseryg. Den her er blot lavet af gul Play-Doh, og den er langsomt ved at smelte ud gennem mine næsebor.

For at det ikke skal være nok, så har min kære kones arbejde kaldt hende ind i dag, fordi vores nationale grådighed har nået nye højder og dermed påkrævet, at butikkernes såkaldte ‘januar-udsalg’ skulle tyvstarte. Jeg behøver blot at forestille mig den lange kø af pelsklædte, gamle, vrisne, snobbede hospiceaffald, der forgæves forsøger at overbevise min stakkels viv om, at “den her glaskugle var altså defekt før jeg tabte den på gulvet” før jeg får lyst til at gemme mig på taget overfor og, en efter en, tage dem ud med et lyddæmpet gevær mens de forlader butikken.

Men i stedet for at tilbringe nytårsaften i spjældet besluttede jeg mig i stedet for at læse lidt op på fænomenet. Al kritikken fra min akademiske fortid om Wikipedias upålideligheder til side, så er jeg stor fan af at slå selv de mest mundane ting op på dette vores allesammens yndlingsopslagsværk. Jeg er så glad for Wikipedia, at jeg er holdt op med at bruge dets søgefunktion – jeg skriver bare “http://en.wikipedia.org/wiki/[Det_Jeg_Gerne_Vil_Søge_Efter]” i browserens URL-felt.

Lad os se hvad dette ottende-niende-tiende vidunder (hvor mange er vi oppe på?) kan fortælle os om forkølelse.

Spam, spam, spam, MUSIK, spam!

Nu har jeg opdateret min Alchemy-twitter, Spændstig Musik’s twitter, min Alchemy fjæsbog, min egen Facebook, min Alchemy blog og Spændstig Musik’s forside.

Men fandme om den ikke skal stoppes så langt ned i halsen på folk som den overhovedet kan komme. Så er der da en chance for, at en eller anden lytter til den.

Hop herhen for at lytte/downloade min jule-EP!

Det er fire hæsblæsende synth-metal-punk numre, som har meget lidt med jul at gøre — bortset fra sidste nummer, som hedder “Merry Friggin’ Christmas”, og lyder derefter.

Du kan også dele den med dine venner gennem denne lette, hurtige URL: bit.ly/xmasep

Og så er den gratis. Go! G for go!

Hvad sker der?

Hvad sker der? Ikke så meget. Søger nogle jobs, tager til jobsamtaler, får nedslående e-mails den efterfølgende uge. Wash, rinse, repeat. (Nå ja, jeg vasker også en del tøj. But somehow … never enough.)

Når jeg ikke er ‘aktivt jobsøgende’, som det hedder med et fint ord, så er jeg langsomt ved at falde i Wii’ens magt. Super Paper Mario er næsten gennemført; mangler kun sidste verden. Jeg ved godt, det er lidt tyndt, det ikke er tævet endnu — specielt eftersom jeg har været i gang med det i halvanden måned nu — men den tid hvor jeg ville vågne tidligt, bare for at kunne liste hen til tv’et og få mig tre kvarters ekstra spilletid før skole, er for længst forsvundet.

Som nævnt andetsteds, så fik jeg også samlet Eternal Darkness: Sanity’s Requiem op for meget små penge. Det er til Gamecube, men den slags æder Wii’en jo. Hvis man vel at mærke har en Gamecube-controller til den.

Da jeg var yngre troede jeg ærlig talt, at computerspil (adventurespil, for det meste) ville erstatte den trykte bog som vores foretrukne litteraturform; ligesom den trykte bog erstattede mundtlig overlevering og hulemalerier. Hvis blot grafikken nåede at blive tilstrækkeligt avanceret, så var der jo ingen grænser for hvordan man kunne udvikle komplicerede og spændende narrativer. Well, grafikken er blevet pænt avanceret nu, til det punkt hvor selv jeg er ved at blive godt imponeret, men historiefortællingen er gået lige i lokummet.

Nu siger jeg ikke, de gamle adventurespil var litterære klassikere, men de havde i det mindste potentiale (Pandora Directive er mit yndlingseksempel på et spil, der tog udfordringen om det nye narrativ til uanede højder). Det var i hvert fald bedre end det uopfindsomme bunkepul af Star Wars-licensspil og Aliens-ripoffs, vi skal trækkes med i dag.

Så derfor (der var en pointe til den historie) samlede jeg Eternal Darkness: Sanity’s Requiem op fra billigkassen. Fordi hvis jeg ikke kan få en god historie nutildags (bare se på titlen!), så kan jeg i det mindste opleve noget godt gameplay.

Hvis jeg altså kan finde en Gamecube-controller til billige penge. Og så skal jeg lige gennemføre Super Paper Mario først. Som iøvrigt har en super-tynd historie. Og alt for meget dialog. Men ok gameplay. Så snart jeg har tævet det får I en fyldestgørende anmeldelses-agtig udladning. ‘Cos the world needs to know.