Peter Belli & Fister: En Nytårsfortælling (som ikke handler om nytår)

Døren åbner og en duft af gamle håndklæder vælter ud. Lagerrummet bagved er støvet, gammelt, en smule muggent i hjørnerne, og har ikke været åbnet i flere år.

Peter Belli

Personen, der havde åbnet døren, har ikke noget navn, men lad os bare kalde ham Peter Belli. Det vigtige er, at han har en laboratoriejakke på. En af den slags, der får ham til at ligne en statist i en sci-fi film fra 1920′erne, eller måske Christopher Lee i Gremlins 2. Wow, det blev noget af et sidespring. Anyway, han har laboratoriejakke på, vi kalder ham Peter Belli, og han er lige gået ind i det støvede lagerrum.

Med sig har han en følgesvend: en decideret lavere, mere nervøst-udseende fister, omkring 20 år yngre end Belli, også udklædt i 1920′ernes foretrukne videnskabsklæder med et evigt nysgerrigt blik og et acne-problem, der lige akkurat ikke kan tøjles. Ham kalder vi bare Fister.

“Jeg vidste slet ikke, nogen havde koden til det lagerrum her,” siger Fister unødvendigt mens de to bevæger sig ind i håndklæde-duften. “Tænk at De var en af de originale forskere på projektet.”

Fister kigger beundrende op på Peter Belli og skal til at sige mere, men Peter Belli kigger ikke på ham. Han er allerede henne ved tanken.

Tanken er på størrelse med et af de akvarier, man ser hos rige yuppier i film fra 80′erne. Der er bare ikke vand i. I stedet hænger der en blå kugle midt i akvariet, der langsomt drejer rundt. Ovenpå tanken står en arkitektlampe, der lyser ned på kuglen.

Bare mørkere, og med mere håndklædelugt.

Fister har fundet nogle papirer frem og læser op. “‘Projektet ønsker at afklare den biologiske udvikling i miniaturestørrelse i et kontrolleret, upåvirket miljø.’ Så det er en biologisk myretue?”

Peter Belli fnyser. “Ja, det var et godt udgangspunkt. Vi havde store forhåbninger.” Han knæler ved siden af tanken og kigger på den lille, blå kugle, der stadig drejer stille rundt. “Men vi var grønne og unge.”

“Hvad skete der?” spørger Fister, og udløser endnu et opgivende suk fra Peter Belli.

“Der var en milliard beregninger at foretage, og vi brugte flere måneder på de indledende faser. Men, som vi også fik at vide til vores forsvar, så havde vi alt for store ambitioner. Vi kunne ikke forudse alle de mulige permutationer, den biologiske opstartskode kunne producere på længere sigt.”

Fister bladrer videre. “Det var ellers et revolutionerende projekt,” måber han med oprigtig ærefrygt. “I fandt en måde at kommunikere med enkelte biologiske individer i myretuen.”

Fister når knap at gøre sætningen færdig før Peter Belli fnyser hånligt. “Ja, det skulle vi aldrig have gjort!” nærmest griner han. “Hvis vi skulle have opnået noget konstruktivt med eksperimentet skulle vi bare have ladet den del helt være.”

“Hvorfor det?” spørger Fister. “Det virker da ellers som den mest interessante del af projektet! Iværksætte en myretue, og derefter indsamle kvalitativ data fra selve deltagerne.”

“Problemet var, at det påvirkede eksperimentet,” forklarer Peter Belli tålmodigt. “Hver gang, vi kommunikerede med et individ og satte det tilbage i biosfæren, udløste det altid en voldsom kædereaktion. Den biologiske udvikling gik i vanvittige retninger, vi ikke kunne have forudset. Det stred fuldstændig imod projektets udgangspunkt og problemformulering.”

Fister bladrer tilbage til begyndelsen af den 20 år gamle rapport. “Problemformuleringen … Ah, ja. ‘Hvordan vil biologisk liv udvikle sig på kort sigt i kontrollerede omgivelser, når—”

Peter Belli afbryder. “Ja, ‘kontrollerede omgivelser.’ Vi skulle aldrig have sat dem tilbage igen. Ramses, Jesus, Gadhaffi, Fred Phelps … De ødelagde hele lortet for os.”

"Nej, for helvede. Jeg hedder ikke 'Gud.' Hold så op."

Han vender sig om og sukker dybt, som om hans sidste forsvar er blevet nedbrudt. Han begynder at forklare: “Til at starte med observerede vi bare udviklingen på afstand. Men da vi så, at de biologiske mutationer havde udviklet kognitive evner på egen hånd, troede vi, at vi kunne begynde at indsamle data til konklusionerne. Vi begyndte at ekstrahere biologiske individer fra sfæren og forklare dem, hvad projektet gik ud på og hvem vi var.”

Fister ser stadig spørgende ud. Peter Belli læner sig ind over ham, som om han er ved at forklare et svært retarderet barn hvorfor det ikke må stikke våde fingre i en stikkontakt.

“Det var en voldsomt traumatisk oplevelse,” siger Peter Belli i en lavmælt, voksen tone. “De kunne ikke kapere det. Omfanget; størrelsen; virkeligheden udenfor sfæren. Det stred imod alt hvad de selv havde regnet ud, uden vores indblanding. Når de vendte tilbage prøvede de at vende op og ned på det hele, men deres forklaringer …” Peter Belli vender øjnene mod himlen. “Hold kæft, mand. De fleste af dem blev despotiske; sindssyge. Påstod, at Gud talte gennem dem. Startede kulte; religioner … religionskrige. Det var en kæmpe fiasko.”

“Hvad så? Hvorfor kører projektet så videre i dette mørke, ildelugtende rum?”

“Vi ramte et … etisk dilemma,” siger Peter Belli med lidt tøven. “Noget, vi skulle have tænkt på på forhånd.”

Han behøver ikke at forklare mere. Fister ved godt hvad det Etiske Råd ville sige til at udslette en hel myretue af selvbevidste, kognitive biologiske væsner. “Det var aldrig meningen,” hvisker Peter Belli, “at det skulle komme så langt. Nu har vi låst det inde her. Glemt det for tid og evighed.”

Et kort øjeblik glemmer Fister, at han står og får alle guldkornene fra sit store idol. Han spørger, lidt trodsigt, “Er det ikke bare meget værre?”

Peter Belli kigger bare på ham. Der er opgivelse og sørgmodighed i hans øjne. Fister kigger ned i gulvet og lader som om, han bladrer videre i rapporten.

Efter lidt tid i stilhed stopper Fister op på en side. “Hvem er hende her Ruth Evensen? Hvorfor tog I overhovedet fat i hende?”

“Det gjorde vi heller ikke,” siger Peter Belli henkastet. “Hun var fucked up i skalle fra starten af.”

Hey, det giver mindst lige så meget mening som Jesus.

Godt nytår!

Forklar mig noget om sæbe

Der kører en reklame på tv for tiden for en hygiejne-dims til badeværelset. Det er en af de der sæbe-dispensere, men den her kræver batteri (allerede dér melder der sig et alarmsignal, men det springer vi let og elefant over for denne gang). Det er en af de her:

Afbildet: dims.

Salgstalen i reklamen går på, at dit badeværelse simpelthen er den største bakteriebombe i den kendte verden, kun skarpt forfulgt af et lorteindsmurt hjørne i Calcuttas værste slumområde, og denne dims i al beskedenhed kan vise sig at være den vigtigste livsreddende dims, du nogensinde har investeret i.

Det her er hvad der sker når man Google Image Searcher efter "soapy" med safe search slået fra.

Tilsyneladende redder det faktum, at du ikke behøver røre pumpen, altså i nogen kærlig eller anden taktil følelsesmæssig berøring, dig fra alle de dødsensfarlige mutantbakterier, din familie render rundt og smitter pumpen med.

Her er mit spørgsmål: Er man ikke i gang med at vaske hænder?

Altså, hvor vigtig er bakterieniveauet på netop det apparat, der skal facilitere end forhindring eller uskadeliggørelse af de bakterier, den nu beskytter os fra?

Er sandsynligheden for, at en bakterie kan nå at gå så hardcore til angreb på vores immunforsvar på de 0,5 sekunder, det tager at bevæge hænderne fra sæbepumpen ned til det allerede-rindende vand, så store, at vi ligefrem skal gå ekstra forsigtigt til værks?

Det bedste — eller, okay, det mest tragikomiske — ved sagen er, at da jeg prøvede at google efter førnævnte produkt forinden jeg begav mig ud i at skrive dette indlæg, så kunne hverken jeg eller min hustru huske hvad pokker, det hed. Vi fandt noget, der ligner. Men det er ikke den fra reklamen.

Reklamer virker.

Telmore er muligvis verdens værste mobilselskab

“Vi behandler vores kunder som direktører,” mig i røven.

De forventer, at vi køber en telefon fra denne mand. Så lidt respekt har de for os.

Nogle husker måske mine tweets frem og tilbage med Telmore, som skal forestille at være et af disse små, underkuede mobilselskaber her til lands, der kæmper den gode kamp mod mobil-tyranniet. Det vidste jeg godt var pis og papir i forvejen, da de er ejet af TDC og dermed er en del af mobil-tyranniet.

Kort fortalt fungerer Telmore på den måde, som jeg gætter på de fleste andre mobilselskaber i virkeligheden fungerer: Lok kunderne ind i biksen med et eller andet slagtilbud, der lyder helt urimeligt for godt til at være sandt, efterfulgt af en smøre af “fine print” (eller “det, der står med småt” på dansk) som, hvis den blev skrevet ud i almindelig 12 punkt Times New Roman, ville fylde omtrent det samme som det Gamle Testamente.

Denne smøre “fine print” er der, hvor du, som ved alle handelssituationer, der involverer “fine print,” bliver taget i røven. Den kunne lige så godt have overskriften, “Og sådan her tager vi jer i røven.”

Tag mine penge! De fylder alligevel for meget!

Men alt det er der ikke noget nyt i. Jeg har ikke nogen anden at sparke over skinnebenet end mig selv for, at jeg faldt for deres øregas i første omgang og fik en telefon, der nærmest ingen lagerplads har, til en sammenlagt månedlig pris, der langt overskrider kategoriseringen “fornærmende.”

Let’s break this down quick: Jeg køber en WildFire S, som skal betales af hver måned. Fint. Oven i det skal jeg have et abonnement for, at der overhovedet er liv i telefonen — at den kan ringe, skrive, osv. Også fint. Oven i det skal jeg så fylde taletid på den, så den også rent faktisk kan alle de ting, jeg betaler abonnement for. Okay fint igen. Man skulle tro, dette var et rimelig simpelt regnestykke, uden større problemer.

Telmore har endda en sms-tjeneste, der informerer kunderne om, at nu er man ved at løbe tør for taletid. Den er bare til at lukke op og skide i. Den fungerer i praksis ligesom en fodbolddommer, der er kommet 45 minutter for sent til første halvleg, fløjter kampen i gang og, to sekunder senere, fløjter den ud igen.

Disse fire sms’er er trillet ind på samme tid — kl. 10.17 her til formiddag — og jeg sværger, de er citeret i kronologisk rækkefølge:

Telmore: Kære kunde. Din TELMORE-saldo har passeret 50 kr. Saldo er nu -244,06 kr. Husk at tanke op på Mit TELMORE eller via din mobil på m.telmore.dk. Mvh TELMORE

Telmore: Kære kunde. Din TELMORE-saldo har passeret 0 kr. Saldo er nu -244,06 kr. Husk at tanke op på Mit TELMORE eller via din mobil på m.telmore.dk. Mvh TELMORE

Telmore: Din TELMORE-saldo er nu -294,06 kr. Telefonen er nu lukket for udgående trafik og lukkes snart for indgående trafik. Indbetal venligst på kontoen. Mvh TELMORE

Telmore: Kære kunde. Din TELMORE-saldo har passeret -50 kr. Saldo er nu -244,06 kr. Husk at tanke op på Mit TELMORE eller via din mobil på m.telmore.dk. Mvh TELMORE

Flot advarselssystem, hva’? Det er som at leve livet i Hellerup-luksus og vågne op i et brasiliansk fængsel fra den ene dag til den anden. Det er også påfaldende, at min saldo springer frem og tilbage fra -244 til -294 og tilbage igen. Men det er sikkert bare deres system, der er snublet over sig selv i ivrighed for at få informationen ud — du ved, nu, hvor jeg ikke kan bruge det til en skid — som en alzheimers-patient, der pludselig er kommet i tanke om, at grunden til, han befinder sig på toilettet, var fordi han var ved at pisse i bukserne.

Det har måske noget at gøre med, at Telmore, uden anden varsel end en sms den 1., lukkede for mit “ubegrænset sms” abonnement på grund af “manglende dækning”?

Dette er selvfølgelig altid en mulighed.

Eller er det fordi, jeg har begået den fejl at gøre Telmore konstant obs på hvor lidt mening, det giver, at en telefonregning kan hoppe fra +100 kr. til -250 kr. på et par dage, selv om jeg ikke foretager et eneste opkald? Det skete i sidste måned: der nægtede jeg simpelthen at bruge telefonen, fordi jeg ville holde den i plus — og der havde jeg nemlig min “fri sms” (yeah, right). Og alligevel, uden nogen acceptabel forklaring, ejheller fra Telmore selv, endte jeg stadig på de ungefär -300 dask om måneden.

Det er nemlig så smart skruet sammen fra Telmores side, at hvis telefonen bliver lukket, så skal Telmore have 50 kr. i “genoprettelses-gebyr” (selv om det hele er automatiseret). Der kan hurtigt løbe 100-150 kr. ud i sandet om måneden, fordi Telmore tilsyneladende selv bestemmer hvornår på måneden, de vil sende dig fire-sms’er-i-træk og shitcanne din telefon.

Men selv hvis man får dem til at trække ét af disse gebyrer tilbage, så hjælper det ikke det store. For det er stadig et matematisk sort hul, der foregår inde bag kulisserne hos Telmores abonnementopbygning. Jeg var inde bagved, på Telmores site, og lægge tallene sammen under min forbrugsopgørelse — og reelt set skal jeg, medberegnet to “lås op”-gebyrer om måneden, give lidt over 600 kr. om måneden for min telefon.

Min lortetelefon, der i forvejen volder mig uendelige kvaler, som jeg ikke engang kan tørre af på mobilselskabet.

Bottom line: jeg glæder mig til at blive fyret som “direktør” i det selskab. Jeg forbliver dog nedslået ved tanken om, at andre mobilselskaber sandsynligvis opererer på samme “bøj dig over skrivebordet”-facon.

(Det ved jeg objektivt at Telia, mit forrige teleselskab, gør: de sendte mig endda en fantastisk fake-regning, hvor de påstod, jeg havde ringet til mobiltelefoner i Hong Kong med mit daværende fastnetabonnement. Den ville jeg ønske, jeg havde gemt.)

Så bottom, bottom line må vel være, at det bare er surt at være mobilejer i Danmark. For ind til nogen udfordrer de grådige, bureaukratiske, kunde-jagtende, indspiste, korrupte, bombastiske og vildledende mobilselskaber her til lands, som — seriøst — alle sammen ejes af de samme to-tre mega-firmaer, så vil det at eje en telefon her til lands være ligesom at besøge en tandlæge eller en automekaniker. Man ved, man bliver taget i røven, men der er ingen alternativer.

Forbud & Straf: First we take Grooveshark…

Musiktjenesten Grooveshark, som jeg tidligere har nævnt slår Spotify med flere længder, er ifølge den ironisk navngivne organisation “RettighedsGruppen” ulovlig og skal spærres.

Det, antageligvis, i et forsøg på at få os til at bruge de lovlige, belastende, underlegne streaming-tjenester som WiMP, TDC Play og, selvfølgelig, audio-reklame-elskernes yndlingsportal, Spotify.

Og så fordi pladebranchen endnu ikke har opdaget hvordan internettet fungerer.

Ain't that the truth. :(

Med sædvanlig strudse-agtig opførsel tordner de efter folk, der elsker musik og gerne vil høre det uden pis og papir, fordi det æder i profitmarginen for deres uddøde, uddaterede og bundkorrupte industri.

Vi ved allerede, at produktionen af audio-CD’ere er på life support og sandsynligvis ikke overlever de næste par julesæsoner. Pladeselskaberne tjener deres penge på at flå de små kunstnere for indspilnings-udgifter, turné-udgifter, promotion-udgifter og udgifter for udgifterne, mens de poster al overskuddet i Nik & Jay og den nyeste Shakira-klon (hun hedder vist Aura) og bider negle for, at deres seneste “Ultimate Let’s Dance” opsamling tjener bare en smule penge hjem under juletræet.

Det er på tide, disse alt-for-indflydelsesrige, men alt-for-ubrugelige mellemmænd bliver fjernet fra ligningen.

Jeg ved godt, man ikke kan have en succesrig musikkarriere uden lidt marketing i ryggen. Og marketing koster knaster. Men det er slet ikke hvad det her handler om. Internettet er en fantastisk marketing-maskine, men den fungerer bare ikke som pladebranchen er vant til.

Den fungerer nemlig ikke sådan, at man bare kan poste det vapide metervarelort, man lige har fået en guffer af i denne måned, ned i halsen på folk og forvente, at de køber lortet. Sådan fungerer pladebranchens taktik nemlig når de bruger milliarder på TV-reklamer eller bestikker P3s musikchef for at blive Ugens Uundgåelige: bare eksponér folk med spredhagl konstant, konstant, konstant; så giver de til sidst op og køber lortet. Skide være med om de kan noget (og det kan hverken Aura eller Sys Bjerre; så kan I selv gætte jer til hvordan de blev berømte). Det er håbet, i hvert fald.

Internettet fungerer derimod på den måde, at brugere frit kan vælge, hvad de synes om — og de kan lytte til det inden de giver penge for det. Hvem har lyst til at købe et par sko, man ikke er sikker på, passer? Det er det samme med musik.

Bare ikke i musikbranchens øjne. Der er det nærmest helligbrøde at ville høre-før-man-køber, og det er da helt hen i vejret at støtte kunstnerne, der rent faktisk laver musikken, direkte, ved at tage til deres koncerter eller købe deres hjemmelavede merchandise! Nix nix, pengene skal gå til IFPI — for de har jo folkets interesse for øje, host host, der kom lige lidt salami galt i halsen dér.

Og hvis det ikke var nok, så planlægger den amerikanske regering (her mener jeg lobbyisterne, der bestemmer reglerne) at ødelægge internettet som vi kender det.

Stop censur, støt Thomas.

Troels ser Danish Music Awards 2011

Arkiveret for sjovs skyld — eftersom Twitter har en kedelig tendens til at “glemme” indlæg. Her er hvad jeg skrev mens jeg sad tilbagelænet i min sofa i lørdags og så Danish Music Awards 2011, i omvendt kronologisk rækkefølge:

TorbenFrost

• “Et album kan være et skrig. En smerte.” Er det dét, Anne Linnet? #DMA2011
• Det, der er så frustrerende ved @MedinaMusic er, at backing-tracket altid er så fedt. Hvorfor kan man ikke få det instrumentalt? #DMA2011
• @AndersBreinholt forlader Marianne @Vestager blandt publikum. “Nu rykker vi over blandt de almindelige mennesker.” FTW. #DMA2011
• Endnu en superlativ hæder går til @NikogJay. Denne gang: Publikums-Prisen. Vi har selv valgt det. youtu.be/35TbGjt-weA #DMA2011
• Nå, de synger “når tiden går forlæns”? Det lød som “jeg skider på gulvet.” #DMA2011
• Helle Thorning lykønsker @NikogJay for at være “pisse-godt brandede.” Jeg glæder mig ikke til at læse @JPdk på mandag. FML. #DMA2011
• Æresprisen går til @NikogJay. “Det er musik, folk kan sætte sig ind i i deres hverdag.” Goodbye, cruel world. *gunshot* #DMA2011
• IFPIs Ærespris? Det må næsten uundgåeligt have involveret fellatio. #DMA2011
• Så kan @AndersBreinholt tilføje Antares til listen over #DMA2011‘s sponsorer! Go, @NikogJay, crank that auto-tuner!
• Det største @FallulahMusic-fan, de kunne finde, er en 12-årig pige. Det siger lidt om hendes målgruppe. Åh-Abe, here we come. #DMA2011
• “En kæmpe tak til alle jer, der har givet jeres penge til mig.” Den tale var ikke skrevet på forhånd. #DMA2011
• Nå, Psyke Project har ikke en Twitter. Sorry, @PsykeMartin. Og jeg skal på alles vegne beklage manglen på nominering. Det må være en fejl.
• Årets live-navn coming up? Hvis @ThePsykeProject ikke er nominerede, så bliver jeg ærgerlig. #DMA2011
• Er jeg den eneste, der får “Where the Wild Roses Grow”-flashbacks af den der @AgnusObel-sang? #DMA2011
• Jesper Binzer – seks Jäger-shots og så direkte på scenen. Christiane Schaumfister har aldrig set en vinylplade før. #DMA2011
• Well, det her Aura-snade er rimelig iøjenfaldende playback. Enten det, eller også er der en autotune-dims et sted cranked up på 11. #DMA2011
• Vindere i #DMA2011 får tilsyneladende en vinyl med deres musik på som trofæ. Hvor er det dog genialt.

5 Nov Favorite Retweet Reply

Han er en af de 1%

Jeg antager, forfatteren har set sådan her ud.

Der var en leder for et par dage siden i Børsen, som simpelthen skriger “jeg er et elite-svin” eller, mere kollokvialt og i tidsånden, “jeg er en af de 1%. Fuck alle jer bønder.”

Den er skrevet af en mand hvis navn jeg ikke vil skrive i offentligt skue, for det skal ikke opfattes som om jeg hænger personen ud. Han er sikkert en flink fyr og dette skal ikke opfattes som nogen hetz. Det er kun hans holdninger, der er under beskydning her — og så behøver jeg forhåbentlig ikke sige mere om dét.

Men jeg forsikrer jer, at det findes i virkeligheden. Der findes vitterligt en mand, der har sat sig ned og skrevet det mundgylle, jeg citerer nedenfor, sandsynligvis i ramme alvor.

Jeg bliver nødt til at tage den i småbidder, for hold da kæft.

Med den nye finanslov vil regeringen afskaffe kontanthjælpsloftet, starthjælpen og 450-timers-reglen, som har begrænset udbetalingerne fra de offentlige kasser.

Det er en lille håndfuld regler, som har sørget for, at især familier på kontanthjælp og nytilkomne udlændinge kunne få en større indkomst ved at finde et arbejde.

Det er sandt nok, at kontanthjælp aldrig skal være et fordelagtigt valg i forhold til at have almindelig, lønnet arbejde. Men det forudsætter naturligvis, at der er jobs at få.

Det er barske regler, som har fået privatøkonomien for især en gruppe lavtuddannede arbejdsløse indvandrere til at være skrabet.

Hvad vi oplever her, mine damer og herrer, er hvad Tyler Durden beskrev som “premature enlightenment.” Det er fuldkommen korrekt, at lavtuddannede, arbejdsløse indvandrere — såvel som uuddannede og uddannede, arbejdsløse akademikere, afskedigede arbejdere indenfor næsten alle fag, enhver der har været uheldig nok til at få et barn før lottogevinsten var en realitet og studerende, der er nødt til at have relevant erhvervserfaring ved siden af deres i forvejen pressede dagligdag for at have det mindste, spinkle håb om at få en ansættelse på den anden side af uddannelsen — har en skrabet hverdag.

Det har ikke gjort det lettere, at der har fundtes “barske regler.” Det har dog højst sandsynligt været en særdeles motiverende faktor for at finde et job.

Et job, der ikke findes.

Vi lader den rulle videre:

Når S, R og SF slækker på disse regler, piller de ved grundfundamentet i den samfundskontrakt, som får Danmark til at hænge sammen. Reglerne er små, præcist formulerede tandhjul, som sørger for, at dem, der bidrager til kassen, gør det med en vis forståelse. For de små tandhjul har sikret, at det altid har kunnet betale sig at arbejde fremfor at være på offentlig forsørgelse. Det slutter nu.

Når han siger “grundfundamentet, der får Danmark til at hænge sammen,” så mener han i virkeligheden grundfundamentet, der sikrer hans velbetalte stilling en ansættelsessikkerhed, så længe han kan rette spotlyset i en distraherende retning mod nogle mennesker, der har for travlt til at hutle sig frem til en hverdag, der bare nogenlunde hænger sammen, til at finde tid til at argumentere imod hans påstande, og dermed væk fra hans egen røv, hvis Armani-betrukkede polstring med både ro og seriøsitet i stemmen kan beskyldes for at være en del af det problem, der er katalysatoren for hele denne diskussion.

Sagt med andre ord: Alle ovenstående citater skal ses i belysningen af at være skrevet af en mand, der med en vis behagelig distance kan sidde og stirre på nogle statistiske projektioner og svirrende konjunkturer og bedømme hvor problemet ligger, uden at skulle tage et anklagende blik på hvorfra problemet egentlig stammer.

Hvorfor tror manden, at det vrimler med frustrerede mennesker i verdens gader, der render rundt og råber “occupy this-and-that”? Det er sgu da ikke fordi, de bare havde et par fridage, der skulle gå med et eller andet.

Det er fordi, der ikke er nogle jobs at tage. Det vrimler med villige, ivrige mennesker, der endda er parate til at sænke deres standarder og tage næsten hvilken som helst løncheck, der bare får dem væk fra det administrative bureaukrati-helvede, der hedder offentlig støtte. Men når det er lettere for arbejdsgivere at hive folk ud i en løntilskuds-evighedsspiral, eller bare ansætte en polak, så er der ikke det store incitament hos de høje herrer til at kigge i egen andedam efter en velvillig person, der kan varetage arbejdet.

Der er heller ikke noget økonomisk overskud hos forbrugerne, som I går og venter på bliver sat til livs med fladskærme og nipsgenstande, så vi kan få jeres skrantende økonomi på ret køl. De mennesker, der har overskud på kontoen, har forlængst syet overskuddet ind i madrassen, og der bliver det kraftedeme liggende til den dag, det går op for dem, at en almindelig folkepension ikke rækker til en daglig Chivaz til aftenkaffen. De mennesker, I forventer sætter forbruget i vejret for at dække jeres underskud, har simpelthen ikke pengene til det. De går til sådanne trivielle hverdagsting som mad, tøj, bleer og studiebøger.

Hvad med at sælge Rolexet og Vuitton-slipset og selv gøre en indsats for at rette det problem, I har forskyldt os andre? Det er bare et forslag. Dit højrøvede svin.