Hvad sker der?

Hvad sker der? Ikke så meget. Søger nogle jobs, tager til jobsamtaler, får nedslående e-mails den efterfølgende uge. Wash, rinse, repeat. (Nå ja, jeg vasker også en del tøj. But somehow … never enough.)

Når jeg ikke er ‘aktivt jobsøgende’, som det hedder med et fint ord, så er jeg langsomt ved at falde i Wii’ens magt. Super Paper Mario er næsten gennemført; mangler kun sidste verden. Jeg ved godt, det er lidt tyndt, det ikke er tævet endnu — specielt eftersom jeg har været i gang med det i halvanden måned nu — men den tid hvor jeg ville vågne tidligt, bare for at kunne liste hen til tv’et og få mig tre kvarters ekstra spilletid før skole, er for længst forsvundet.

Som nævnt andetsteds, så fik jeg også samlet Eternal Darkness: Sanity’s Requiem op for meget små penge. Det er til Gamecube, men den slags æder Wii’en jo. Hvis man vel at mærke har en Gamecube-controller til den.

Da jeg var yngre troede jeg ærlig talt, at computerspil (adventurespil, for det meste) ville erstatte den trykte bog som vores foretrukne litteraturform; ligesom den trykte bog erstattede mundtlig overlevering og hulemalerier. Hvis blot grafikken nåede at blive tilstrækkeligt avanceret, så var der jo ingen grænser for hvordan man kunne udvikle komplicerede og spændende narrativer. Well, grafikken er blevet pænt avanceret nu, til det punkt hvor selv jeg er ved at blive godt imponeret, men historiefortællingen er gået lige i lokummet.

Nu siger jeg ikke, de gamle adventurespil var litterære klassikere, men de havde i det mindste potentiale (Pandora Directive er mit yndlingseksempel på et spil, der tog udfordringen om det nye narrativ til uanede højder). Det var i hvert fald bedre end det uopfindsomme bunkepul af Star Wars-licensspil og Aliens-ripoffs, vi skal trækkes med i dag.

Så derfor (der var en pointe til den historie) samlede jeg Eternal Darkness: Sanity’s Requiem op fra billigkassen. Fordi hvis jeg ikke kan få en god historie nutildags (bare se på titlen!), så kan jeg i det mindste opleve noget godt gameplay.

Hvis jeg altså kan finde en Gamecube-controller til billige penge. Og så skal jeg lige gennemføre Super Paper Mario først. Som iøvrigt har en super-tynd historie. Og alt for meget dialog. Men ok gameplay. Så snart jeg har tævet det får I en fyldestgørende anmeldelses-agtig udladning. ‘Cos the world needs to know.

Politiet er nogle svin

Hvis du ikke har opdaget det, så er der klimatopmøde i København for tiden. Ja, det er altså i København, der er klimatopmøde, og det foregår lige nu og her. Faktisk lige nu. Jeg synes ikke, der er blevet sagt nok om det i de nationale medier, så for god ordens skyld vil jeg lige nævne det et par gange til. Der er klimatopmøde i København lige nu. Og så er det iøvrigt lige nu, at klimatopmødet i København foregår.

I den forbindelse er det tilsyneladende lykkedes politiet at mobilisere en større hær af uniformerede beskyttere af vort lands tro og love. Og selv om der nok skal være en håndfuld af dem til stede inde ved Bella Centret, så har de tilsyneladende placeret langt størstedelen af dem på Nørrebro.

Min kone kunne i hvert fald fortælle mig om deciderede klumper af politi, der var placeret med en afstand på cirka hundrede meter. Hver klump bestod af cirka seks-syv mennesker.

I den størrelsesorden og med den proliferation begynder der at tegne sig et lettere uheldigt billede. Hvem kender vi ellers, der bærer insignia, samles i strategisk placerede klynger på begrænsede strækninger indenfor byområdet, og snakker nedladende til folk?

Det sidste skal lige understreges, for mens min pige – med min svigermor ved siden af sig – gik forbi en af disse politiklumper hørte de dem stå og fnise til hinanden, “Hvis du tager hende den gamle, så tager jeg den lille.”

That’s it. Der er nu officielt ingen forskel på politiet og de bander, de skal forestille at “bekæmpe” ud over, at banderne får deres løn af kriminelle karteller udenlands, mens politiet får deres løn af det herboende kriminelle kartel på Christiansborg.

Næste gang en panser beder mig om at vise ham respekt vil jeg bede om at få proceduren forlænget til han har nået at læse dette blogindlæg. Derefter vil jeg bede ham æde lort.

Boris den lille Minekanariefugl

I aftes skulle jeg ud med skrald. Mens jeg var på vej tilbage ind i opgangen så den russiske mafia mig. De kørte op på siden af mig i deres lastbil og hev mig ind.

De kørte mig til deres campingplads i Minsk mens de debatterede hvilken slavehandelsorganisation, de skulle sælge mig til. Ved grænsen til Polen blev de vist enige om, at saltminerne i Siberien var min næste destination. Over ceremonielle vodkashots og grusomme trusler mod zarens forrædere blev deres endelige hævn foreviget i deres kriminelle annaler.

Næste morgen ved daggry blev jeg sendt med damptog til Siberien. I saltminerne er der meget lidt luft, og de har en tendens til at oversvømme. I Siberien er det ekstra slemt, for vandet er meget koldt der. Så jeg så ikke frem til det.

Ved ankomst blev jeg anvist en kanariemakker. Selv om det var en saltmine havde vi kanariefugle alligevel, for de er skidegodt selskab og pipper så fornøjet, specielt hvis man kilder dem under vingefjerene. (Uh, det kan de lide.) En gang dyreelsker, altid ven med piphans; sådan står der faktisk på det Siberiske Mineselskabs flag.

Min nye ven hedder Boris. Han sidder på min skulder mens jeg telegraferer dette indlæg til en senil, gammel eks-ansat hos KTAS, der transkriberer den ud på det store interweb message network. Klokken er snart 12, og så er det i gang med aftenvagten. Jeg vogter udgangen mens de andre arbejdere kilder deres fugle.

Jeg har ikke smagt salt i dagevis.

Superlativ-Tirsdag: Verdens mest… ynkelige scoretrick

I dag så jeg en af den slags scenarier udspille sig, hvor man tager sig selv i at stoppe op og tænke, “Skete det virkelig, eller har jeg lige oplevet en midlertidig vrangforestillingspsykose?”

Lad mig opstille scenariet for dig: En pige, i sine sene tyvere vil jeg skyde på, går ned ad gaden. Det er ad en kort strækning af smal villavej, der forbinder Køgevej med Knudsvej. Der holder biler på kantstenen på hver sin side af gaden, og selv om den er tosporet skal man alligevel ud i lidt af en slalomexercits hvis man vil navigere mere end ét stk. køretøj ned ad den på samme tid.

En bil kører op på siden af pigen og sænker farten, så den holder sig i gå-tempo. Bilen er en rød, ældre bil: ikke en, der umiddelbart inspirerer potensmisundelse. Et familiært efterladenskab, eller måske bare en virkelig dårlig handel hos brugtvognspusheren.

Pigen går i venstre side af vejen; bilen følger med. Chaufførens vindue bliver rullet ned og en mørkhudet mand stikker hovedet ud.

“Hvad så?” spørger manden.

“Hvad så, ikke så meget,” svarer pigen igen. Hun bliver ved med at gå. De er næsten halvvejs nede af den kun godt 100 meter korte strækning.

“Keder du dig?” spørger manden.

“Nej,” svarer hun. “Jeg går og læser til eksamen.”

“Aha,” siger manden, og spørger, så vidt jeg kan høre på den afstand jeg desperat forsøger at lægge mellem os, om hun har brug for et lift et sted. Det har hun tilsyneladende ikke.

Manden skal lige til at forsøge sig med en alle-gode-gange-tre når de er nået over trekvartvejs ned ad vejen, da en modkørende bil drejer ind. Manden, der på dette tidspunkt har tilbragt det meste af sin langsommelige odyssé op ad villavejen i den forkerte vejbane, må hastigt flå i rettet for at undgå et sammenstød.

Hvordan han nogensinde havde troet, at det her ville give payoff, er mig en gåde. Selv i behersket trot er det kun en strækning, der tager maksimum 30 sekunder at krydse. Har han virkelig så meget selvtillid, at han var overbevist om, at han kunne snakke bukserne af en tilfældig pige på den tid? Fra sin bil?

Den slags troede jeg kun gik hvis man var i Californien. I 1950′erne. I en Corvette. Og hed James Dean.

Men plus-point for galoperende storhedsvanvid, dude. Men så er det sgu alligevel lettere at melde sig til “Singleliv”.

Jeg har regnet ud hvordan The Simpsons slutter

Jeg har regnet ud hvordan The Simpsons slutter. Når de engang når til 30. sæson og endelig trækker stikket, altså.

Bart tager Lisa ud for at lære hende at stå på skateboard. Men Lisa kommer ud for en forfærdelig ulykke når hun kører over en kantsten og slår hovedet.

I modsætning til normalt rejser hun sig ikke bare op og børster støvet af sin kjole, men bliver liggende. Bart løber hen for at finde ud af, hvad der er sket. I dét øjeblik klipper vi til et live-action shot af en ti-årig dreng, der kigger ned på sin otte-årige søster, der har fået smadret skallen på en kantsten. Blodet flyder ned i rendestenen; skateboardet er helt krøllet sammen; drengen står handlingslammet mens ambulancesirenerne langsomt nærmer sig i det fjerne.

Fade out. Title card: “20 years later.”

Vi fader ind på drengen fra før, stadig i live-action, men han er nu 30 år gammel. Han sidder og stirrer blankt ud af et vindue med tremmer for. Værelset er gråt, sengen har stropper og der er intet på væggene ud over en masse tegninger af The Simpsons, som de så ud tilbage på Tracy Ullman-showet.

Et par læger går forbi den låste dør og forklarer, at Bart var skyld i hans søsters død da han var 10 år gammel, og at han nu er låst fuldstændig af for omverdenen. Han har opfundet en fiktiv amerikansk landsby, hvor han stadig er 10 år gammel og stadig har en 8-årig søster (hvilket forklarer hvorfor Bart og Lisa ikke er blevet ældre i 30 år). Hans forældre har opgivet ham og besøger ham aldrig, fordi han er umulig at komme i kontakt med — hvilket er hvorfor Homer opfører sig stupidt og Marge er overbeskyttende, men mildt ustabil i serien.

Mens lægerne snakker kan man se, at Bart pludselig kommer til sig selv, og han er tilbage i den virkelige verden. Lægerne er overraskede da de hører hulken omme bag døren. De åbner døren og ser Bart ligge i fosterstilling i hjørnet af værelset mens han hulker Lisas navn om og om igen.

Fade out. “Executive producer: Matt Groening.”

Mund-SARS Fra En Lånt Mikrofon: Den Lange Forklaring

Det viser sig, ud fra en særdeles uvidenskabelig rundspørgsel, jeg selv har foretaget, at meget få læser mine Alchemy-opdateringer på Facebook. (Nok endnu færre befinder sig i “I give a shit”-kategorien, men det er uvedkommende.)

Så i stedet for at se det som en repræsentation af hvor meget mine musikalske eventyr betyder i verdens store hele, så vælger jeg i stedet at bruge min personlige blog til at stoppe mine musiknyheder længere ned i halsen på mine venner og læsere end de i forvejen er.

A Very Alchemy Christmas

Jeg har lavet en Alchemy julekalender! Well, faktisk er det en adventskalender, for der er kun fire numre. Og faktisk er det ikke en rigtig adventskalender, for kun tre af sangene kommer ud på adventsøndage, og sidste nummer kommer ud juleaften.

Men hovedpointen er, at jeg har lavet fire nye Alchemy numre, som bliver udgivet løbende over december måned. Til at starte med kan man kun høre dem streaming, men den 24. udgiver jeg hele pladen til fri download på min BandCamp-side sammen med det fjerde og sidste nummer.

Bare join den førnævnte Alchemy Facebook-side eller follow min Alchemy Twitter, så dukker numrene op når de bliver offentliggjort. Easy peacy.

Så hvorfor en julekalender overhovedet? Godt spørgsmål. Det har faktisk noget med min ven Thomas Arnt at gøre …

The horrible curse of horribleness

Well, så er vi mere eller mindre tilbage på square one. Pelle, vores trommeslager, besluttede sig for, i 11. time no less, at han ikke havde tid til at være vores trommeslager alligevel. I dag skulle vi også have været ude i Bjørns kælder og snakke musikvideo, men ovenpå de nedslående nyheder har guitar-Jesper og bas-Tonny også meldt fra (ud fra deres egne personlige, tragiske omstændigheder), så … Det var ikke så meget musikvideo, det blev til i denne omgang. Eller live band.

Nu skal jeg til at finde en trommeslager igen. Hvorfor er de så svære at finde? Trommer er ikke et svært instrument.

Nu tager Donut og jeg ud til Bjørn alligevel og laver god, gammeldags ballade, ligesom i de gamle Kampf-dage. Måske kommer der noget musik ud af det. Det kunne gå hen og blive helt hyggeligt jo.

Brænd i helvede, TV3 og SBS

På vej hjem i toget i dag læser jeg følgende i MetroXpress:

Radio- og tv-nævnet opgiver nu selv at hive svar ud af de såkaldte londonkanaler, der undgår danske reklameregler ved at sende via London. Danske regler forbyder eksempelvis reklamepauser i udsendelser. Radio- og tv-nævnet har derfor overdraget sagen til den britiske pendant til nævnet, Ofcom. Det sker, fordi danske kanaler som TV3 og SBS’s Kanal 4 og 5 afviser at forholde sig til sagen over for en dansk myndighed.

ENDELIG er der nogen, der kalder disse skarnsunger ud på deres flabede og iøvrigt møgirriterende opførsel overfor os danske tv-kiggere! Når vi endelig har en dansk lov, der giver mening — at man ikke må forpeste et tv-program ved at indsætte reklameafbrydelser — så er det for helvede også meningen, det skal overholdes.

Jeg er nok ikke den eneste, der er godt træt af den nedladende, højtråbende reklameindustri, der i forvejen forpester de fleste aspekter af vores dagligdag med deres uinviterede indblanding. At jeg skal trækkes med dem mellem de tv-programmer, jeg ser, som f.eks. TV2 gør, kan jeg til nøds acceptere — for jeg kan jo bare skifte kanal ind til programmet, jeg vil se, starter. (Og det gør jeg også.)

Når de afbryder programmerne er jeg derimod nødt til at sidde og zappe frem og tilbage mellem reklamefladen og en reklamefri kanal for at se hvornår jeg kan vende tilbage til det, jeg ville se. Af og til går jeg glip af de første par minutter af programmet fordi jeg havde travlt med at undgå reklamerne ovre på en anden kanal. For ikke at nævne, at det fuldstændig ødelægger rytmen og indlevelsen hvis man ser en film eller et andet fiktionsprogram.

Så held og lykke, radio- og tv-nævn! Jeg håber, I får de skiderikker ned med nakken. For det fortjener de!

Grunde til, at jeg ikke burde eje et videokamera

Der er mange gode grunde til, at jeg ikke burde eje et videokamera. Den primære grund er nok, at så ville denne side — mit eget, lille personlige hjørne af the interwebsphere — gradvist begynde at ligne The Spoony Experiment.

Før I siger det, jeg ved I er ved at sige, så: Ja, jeg ved det godt! Denne forbistrede “se mig!” YouTube-kultur, vi har opfostret. Disse ensomme, sørgelige camwhores med deres vlogs og deres rants og deres pinefuldt umorsomme forsøg på at være sjove. Disse selviscenesættende, narcissistiske røvhuller, der tror, at bare fordi de har midlerne til at gøre det, så har resten af verden på en eller anden måde fortjent at blive udsat for deres tåkrummende stupide meninger og holdninger omkring emner, resten af os velfungerende mennesker ikke ville spilde mere end tre nanosekunder på — hvor ét af de tre nanosekunder ville gå til at formulere tanken “what do I care?!”, og de to andre til hurtigt at debattere det moralsk korrekte i at opsøge disse soveværelses-stjerner personligt og banke alle tænderne ud af kraniet på dem med en rusten svensknøgle. I get all that!

Men jeg kan ikke gøre for det. Jeg checker sider som The Nostalgia Critic og The Angry Videogame Nerd lige så ofte som jeg checker min e-mail. Jeg er på pletten hver onsdag når den nye Zero Punctuation er ude. Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg lige fundet et nyt show, Until We Win, som jeg skal til at følge med i.

Til mit forsvar vil jeg altså også sige, at jeg synes selv, jeg har ret god smag i “internet-tv” (som jeg kalder det), ud fra mediets egne standarder. Nostalgia Critics side, ThatGuyWithTheGlasses.com, er fyldt med eksempler på hvordan man IKKE skal gøre det. Masser af sløve, uopfindsomme og decideret umorsomme “talking heads”, der tror, at bare fordi James Rolfe kan gøre det, så kan de også. Det kan de ikke!

Det er blandt andet en af grundene til, at jeg ikke burde eje et videokamera. For jeg ville ikke kunne lade være med at anvende det. Anvende det til ondskab.

Jeg ville f.eks. …

• Anmelde/riffe på dårlige danske film, såsom Kat og Skyggen, sammen med David. (Vi har allerede talt om at gøre det hvis vi fik muligheden for det. Vær meget bange.)
• Lave små tributes/rants om mine yndlingsfilm/spil/andet. Der er mange af disse “talking heads”, der snakker om ‘dårlige’ gamle NES-spil — men der er så vidt jeg ved ingen, der har gået efter de ‘dårlige’ PC-adventurespil. Og dem er jeg tilfældigvis lidt af en ekspert på.
• Lave små dumme film, bare så jeg kunne lege med at klippe dem sammen og skrive soundtracks til dem på mit MIDI-keyboard. WoO! Amateur hour!

… og sidst, men ikke mindst …

• Lave det skide FMV-spil som jeg har gået og truet med så ofte!

Ja ja ja, selviscenesættende sceneluder med forskruet virkelighedssans og vrangforestillinger om sine egne talenter. Screw that. Jeg vil have et videokamera! The world is not suffering enough!

Ugen der mildest talt gak

Well, Alchemy live-band-middagen i går gik i vasken. There’s no other way to put it. Folk kan ikke gøre for, at de er syge osv., men jeg håber sgu ikke det bliver en trend. I næste weekend skal vi som sagt mødes og rent faktisk lave aktive sager med videokamera, så der håber jeg folk er friske (og har dobbeltchecket deres kalender for at eliminere potentielle dobbelt-booking-bøffer!).

Men heldigvis er nyhedssfæren gået fra at være stupid til bare at være lettere bizar. Den store Hadron Collider i Schweiz, som meget uintelligente mennesker kalder ‘dommedagsmaskinen’, er brudt sammen fordi en fugl tabte et stykke baguette ned i noget vigtigt. I stedet for at kalde det et hændeligt uheld er forskernebegyndt at teorisere om, at det måske ikke var så tilfældigt alligevel. Eventuelt fordi de har en al for meget fritid om hænderne mens de booter lortet op igen?

Lidt mere stupidt er det, at vi pludselig har fået en EU præsident. Uden nogen blev spurgt. Det ville måske ikke være så slemt igen, hvis han bare var en passende kølerfigur uden nogen egentlig magt — som onde tunger ville påstå var tilfældet med den amerikanske ditto. Men når Van Rumpe her går ud og laver udtalelser som “Tyrkiet er ikke og bliver aldrig medlem af Europa!”, så ringer der en farlig klokke. Specielt når hans Wikipedia side kalder ham en l’horloger des compromis impossibles — en, der kan få ellers umuligt-udseende kompromiser i hus. Det gælder åbenbart for alt andet end Tyrkiet.

Se, nu er jeg blevet reduceret til at reposte historier, vi allerede har snakket om på boardet. Kan Arek ikke snart skrive en bog til? Hvor er Pia Kjærsgaard og hendes galoperende racismebrigade henne? Jeg er ikke forarget nok, og jeg skal til min mor’s fødselsdag. Som et Kinder mælkeæg ville protestere, så går det bare ikke.

Det går bare ikke.