Det var en gyser, men det lykkedes os fandme. Vi har billetter til The Wall, som opføres af Roger Waters og hans gæve gutter den 7. marts … til næste år.
Det er fandme lang tid at gå med billetterne og vente på, at braget sker. For det har bare at være et brag.
The Wall som den så ud i 1990
Rygtet vil for eksempel vide, at logistiske problemer forhindrer Waters i rent faktisk at bygge en fysisk mur af skumgummi, som han gjorde til den famøse Berlin-koncert. I stedet bliver det, igen såvidt rygterne siger, en video-mur, der skal rives ned. Og hvordan det lige kommer til at se ud, og hvor spektakulært det lige bliver, og om det stadig er samme oplevelse for folkene på første række uden at skulle daske kæmpe blokke af skumgummi væk fra deres synsperiferi mens de sidste toner af pladen dundrer ud over Parken — det får vi at se.
Entouragen inkluderer min kone, min far, mine arbejdsgivere (ægteparret bag kommunikationsfirmaet, jeg arbejder hos), tre af mine bedste venner, en af dennes kæreste, og hans far. Vi sidder alle i samme boks (dog ikke på samme rækker), og et eller andet sted nede ved ståpladserne står yderligere to af mine bedste venner (jeg har mange bedste venner).
Vi havde nær ikke fået billetterne — selvfølgelig kunne billetlugen.dk ikke håndtere det store pres, der kom da billetterne blev sat til salg kl. 10 i går formiddags. Kl. 10.02 var systemet allerede under så hårdt pres, at alle søgeresultater blev annulerede. Ved 11-tiden besluttede chef-fruen og jeg os for at tage til City 2, danse ind i Fona, og kræve at få en billet af en art.
Mange tak, hr. ekspedient. Giv mig så min billet!
Det gjorde vi så. Ekspedienten var en frisk ung mand med sympati ud af begge ører, men han måtte i beklagende toner informere os om, at den gik ikke. Vi kunne måske få enkeltpladser spredt sporadisk ud over stadion — og det gad vi faktisk ikke. Så vi var lige ved at gå — fruen havde faktisk hr. direktør i røret med de sørgelige nyheder om ingen Floyd — da ekspedientdrengen rømmede sig med stigende spænding i stemmen og pludselig udbrød, “Hov, der bliver frigivet billetter nu!”
Pludselig var vi foran disken igen som om nogen havde blæst i en hundefløjte, og fandme om der ikke lige landede fem billetter til mig … på tribunen allerbagerst på stadion, oppe i de høje luftlag. (I don’t care — der er fin udsigt til scenen, og jeg har intet imod at sidde ned under en fremførelse af noget så smukt som The Wall.)
Der var selvfølgelig pres på, så da chef-fruen også skulle bestille sine billetter, og det kortvarigt så ud som om toget var kørt igen, begyndte jeg pludselig at udvikle koldsved og frygte for min jobsikkerhed. Men heldigvis landede hun også fem billetter, og håndværkerfyren bag os — hvis tænder seriøst klaprede af nervøsitet — landede også seks af hans billetter. Så tror jeg også, det var slut. Velsignet være klaphatte, der ikke afhenter deres reservationer til store koncertbegivenheder.
Nu skal vi ind og se muren! Take it away, Mr. Reagan!
Why yes, Mr. Reagan, I would like to tear down that wall!
