Det første, der sker, når jeg tænder DVD-afspilleren igen, er, at Rorschach — den irriterende mand med den endnu mere irriterende stemme — bliver anholdt, afmaskeret og smidt i fængsel. Men jeg har svært ved at juble, for alle ved, at så snart en superhelt bliver smidt i fængsel, så er han kun cirka en uges tid fra at bryde ud igen.
Og det gør han skam også. Men først skal fængslet lige eksplodere i et fuldstændig umotiveret oprør på Natural Born Killers-niveau, selv om alle i fængslet kun er efter én mand. Og hvis fantastiske idé var det i øvrigt at smide ham i “general population,” når de ved, at a) mandens fritidsbeskæftigelser involverer at smide folk ned ad elevatorskakte og bruge folks hoveder som økseholdere, og b) eftersom han er skyld i, at næsten samtlige af fængslets indsatte røg ind, så var der måske bare en lille, minimal chance for, at det her var en katastrofalt dårlig idé?!
Ladies and gentlemen, that’s bad storytelling. Det er udelukkende en undskyldning fra historiens side for at vise os præcis hvor bad-ass vores lille Doom Marine er, selv om det går imod al sund fornuft.
I mellemtiden har Whiney Kent og den blå dildos kneppeaffald fundet sammen. Hovedsageligt fordi den blå dildo blev ked af, at han gav alle omkring ham kræft, og derfor besluttede sig for at tage til Mars, og frk. Kneppeaffald er løbet tør for Duracell-batterier at slikke på derhjemme. Hvorfor den blå dildo skulle helt til Mars, i stedet for bare et kort visit tilbage til hans state-of-the-art laboratorium for lige hurtigt at finde ud af, om der virkelig var nogen videnskabelig sammenhæng mellem hans tryllekræfter og bare almindelig kræft, ville nok have givet for meget mening. Så hellere en fuldstændig irrationel, følelsesladet panikløsning.
Whiney Kent har dog erektionsproblemer hvis der ikke er læder i nærheden (I’m not kidding), så ham og frk. Kneppeaffald beslutter sig for at tage deres dragter på og gi’ den gas som i gamle dage. Viagra fandtes ikke i 1985, men hvem har også brug for Viagra når man har både læderdragten og et rumskib formet som en Hello Kitty i kælderen?
Men vent, var der ikke noget, vi skulle finde ud af? Noget med nogen, der går rundt og slår nogle andre ihjel, og de er vist nok vores gamle venner– ah, fuck it, lad os skyde et lejlighedskompleks i ghettoen i smadder, efterlade de nu hjemløse ofre midt på gaden midt om natten, og fejre det hele ved at kneppe i vores Hello Kitty-rumskib, nu der endelig er gang i den lille soldat.
Eftersom hele fængselsscenens eneste formål var at placere Rorschach et sted hvor de andre kunne finde ham, så gør de selvfølgelig dét. Fyren var ellers halvvejs på vej ud ad døren selv, efter at have ladt et hel fængsel fyldt med voldelige kriminelle gå amok uden så meget som at låse efter sig, men vores turteldue-par er flinke nok til at give ham et lift væk derfra.
Endelig skal vi til at finde ud af hvad hele plottet handler om! Og indlysende nok er det Mr. “Chew the Scenery” Voidtotdtdtdtddtdt, der står bag det hele. Hvorfor dette overrasker vores helte så meget må have noget at gøre med hvor meget, deres masker strammer om deres hoveder. Manden opkaldte sig selv efter en ægyptisk gud; han holder lange, kedelige taler om faraoer; og firmaet, der står bag mordene på superheltene, hed fucking Pyramid! Af en mand, der kalder sig Rorschach, så er han sgu ikke så dygtig til det med associativ tænkning.
Anyway, Voidtodtdotdts plan er at bruge den kæmpe BFG, som den blå dildo har bygget til ham, til at udrydde små dele af storbyer i USA og få det hele til at se ud som om det var den blå dildos skyld. Derved vil bad-replica-Nixon og USSR have en ny fjende at stå sammen mod, og holde op med være åndssvage over for hinanden.
Det lykkes. Filmen slutter.
Den store konfrontationsscene i Voidtdotds “Fortress of Solitude” på Antarktis havde jeg ærlig talt svært ved at engagere mig i, for jeg havde travlt med at skrige, “Det er 50 minusgrader! Har du hørt om hypotermi, din idiot?!” til Rorschach, der tilsyneladende har intet problem med at krydse en arktisk ørken kun iført hans Bogart-jakke.
Så vidt jeg kunne regne ud, efter blodårene i mit hoved var holdt op med at dunke som en punk-stortromme, så debatteres der lidt frem og tilbage om hvorvidt det var etisk korrekt at samle menneskeheden i fred gennem masseødelæggelse. Den blå dildo dukker endda op, men han er efterhånden fuldstændig utilregnelig. Han skifter jo mening hyppigere end normale mennesker skifter underbukser: først kan han ikke fordrage mennesker, men efter at have fyret et kort Vulcan Mind Trick af på Frk. Kneppeaffald finder han ud af, at han alligevel godt kan lide os små krapyl. Først er han enormt skuffet over Voidtdtdtd, men et splitsekund efter synes han, at det hele faktisk var en fin idé. Og så, selv om han har lovet at ville beskytte den ‘nye orden’ (hvilket han beviser ved endelig at opfylde mine ønskedrømme og forvandle blækspasseren til en klump blod i sneen), så beslutter han sig derefter for, uden forklaring, at pisse af og lave noget andet i stedet.
Tilbage i hvad der skulle forestille at være den virkelige verden er alle glade over, at store dele af deres storbyer mangler. Frk. Kneppeaffald konfronterer sin mor med hendes viden om, at The Comedian egentlig var hendes far, men det betyder tilsyneladende intet, for moderen bliver ikke sur, hun har stadig et alkoholproblem, og Whiney Kent har stadig brug for sin læderdragt for at få den op at stå. Måske ville det hjælpe hvis trunten lod være med at snakke så meget om sin blå eks? Ah, fuck it. Hvis filmen ikke gider tage personkarakteristikken og karakterernes indbyrdes konflikter alvorligt, så gider jeg heller ikke.
Faktisk er os almindelige mennesker så glade for ødelæggelsesbølgen, at en avisredaktør lamenterer over, at der ikke er mere at rapportere, fordi alle konflikter på hele kloden er tilsyneladende uddøde. Nu ville jeg ønske, jeg aldrig havde brugt ordet ‘plausibel’ om denne film.
Final verdict: Det er en flot film, og den er velinstrueret og godt klippet sammen. Der er mange flotte ord og poetiske vendinger i manuskriptet. Men de er alle sammen mere eller mindre ørkesløse, for filmen har intet klimaks og ingen sympatiske mennesker i sit persongalleri. Filmen har det problem, at den enormt gerne vil være eftertænksom og filosofisk, hvilket typisk involverer en del snakken og frem og tilbage, og samtidig gerne vil være en flot og action-fyldt superheltefilm. Problemet er så bare, at plottet og filosofien bag de flotte ord er så dumsmart, at det er umuligt at tage seriøst. Så resultatet er en film, der vil kede action-fans og irritere resten af os.
Karakterernes baggrundshistorier ville måske være interessante hvis de senere blev brugt til noget, men som historien udarter sig er de bare fylde for at skjule, at selve plottet er rimelig stupidt. Jeg kan godt forstå konceptet i at ved at give menneskeden en ny fjende, så har de en undskyldning for at slå sig sammen. Men det er samtidig et utroligt kynisk og fatalistisk menneskesyn, som mere end kraftigt antyder, at tilforladne mennesker ikke har noget bedre at tage sig til end at gøre livet surt for dem omkring sig, og derfor har brug for antagonister i deres liv for at give det hele nogen mening. Bullshit. Den slags ævl kan kun klassificeres som en filosofisk åbenbaring hvis man i forvejen er My Chemical Romance-fan og synes, verden er uretfærdig fordi man har fået stuearrest.
Den eneste kloge replik i filmen, når man endelig koger det hele ned, var “Grow up,” og jeg ville ønske, nogen havde fulgt den tanke til dørs under filmens produktion.
I øvrigt burde gutten, der var ansvarlig for filmens lydeffekter, være blevet fyret.
Seneste kommentarer